Livets Bog, bind 3
Jordklodevæsenet repræsenterer en vis grad af invaliditet. Mikrovæsenerne (jordmenneskene) må overvinde virkningerne af denne invaliditet ved kunstig lys og kunstig varme
658. I vor udforskning af døgnkredsløbet kom vi til den foreteelse, at dettes "årstider" eller kontraster ikke helt passede ind i jordmenneskets mentale døgnkredsløb. Vi oplever således her på vore nordlige breddegrader, hvor "Livets Bog" bliver til, at dagen ved midsommertid er mere end tilstrækkelig til den menneskelige mentale udfoldelse, medens den til gengæld om vinteren er altfor kort. Dette misforhold imellem døgnkredsløbets afsnit og jordmenneskets mentale udfoldelse bliver endnu mere iøjnefaldende i selve polegnene, hvor der, som før påpeget, slet ikke er nogen nat om sommeren og ingen dag om vinteren. Denne omstændighed har igen sin rod i selve jordjegets plads i det dræbende princips zone. Den udgør en af de ufuldkommenheder, der endnu knytter sig til dens skæbne, og som yderligere er med til at betinge kvaliteten af dens mikrovæseners nuværende livsbetingelser.
      Disse ydre fysiske livsbetingelser er således i allerhøjeste grad præget af jordaksens særlige hældning i forhold til klodens baneplan i solsystemet. På disse livsbetingelsers særlige kvalitet kan vi se, at nævnte hældning er et udløst skæbnemoment, der foreløbig holder jorden i et forhold til lyset og varmen, der i en vis udstrækning i realiteten kan betegnes som "invaliditet" i forhold til den grad af fuldkommenhed, der ellers er at betragte som den normale i jordjegets fysiske organisme. Væsenerne må derfor overvinde de ubehagelige virkninger af den nuværende aksehældning i kraft af deres intelligens. Denne overvindelse bliver således i realiteten en kunstig levevis. Der, hvor naturen, hvilket vil sige klimaet, på grund af aksehældningen bliver ugunstigt for væsenernes eksistens, må disse på kunstig måde skabe gunstige forhold. Det er denne skabelse af kunstige livsbetingelser, vi allerede var inde på før, da vi blev vidne til, at væsenernes mentale "eftermiddagsudfoldelse" måtte strække sig ind i nattens område. De må i stor udstrækning selv skabe betingelser eller muligheder for denne udfoldelses manifestation.
      Da der efter solnedgang eller mørkets frembrud ikke forekommer tilstrækkeligt lys til nævnte manifestation, må man på kunstig måde frembringe dette. Og det er i henhold hertil, at de forskellige former for kunstigt lys er blevet opfundet.
      Da jordaksens hældning også afstedkommer det for væsenernes naturlige liv forholdsvis strenge klima, de stærke kontrastrige årstider med vinterkulde, frost og sne om vinteren og en noget for stærk varme om sommeren, må væsenerne, for at bringe deres manifestation op på den fulde "sommerudfoldelse", også her skabe kunstige muligheder. De må således bygge huse og leve en stor del af deres tilværelse indenfor disses vægge for at beskytte sig imod klimaets hårdhed, ligesom klæderne jo også er beregnet på at skabe den samme beskyttelse.
Symbol af Martinus
Symbol 10
Kredsløbsprincippet