657. Men en organismes mikrovæsener kan også på anden måde få deres tilværelse forstyrret, ja, endog i en vis udstrækning helt miste deres livsbetingelser i et eller andet bestemt område. Sådanne forstyrrelser opstår, hvis nævnte organisme kommer ud for større eller mindre læsioner. Disse læsioner kan naturligvis være så store, at organismen helt går under. Men hvis de er under denne grænse, vil de i de sværeste tilfælde efterlade en livsvarig invaliditet, og i de lettere tilfælde en, der kun er af rent midlertidig eller forbigående art. At en sådan invaliditet i sin sværeste form gør tilværelsen eller livsbetingelserne mere barske og svære for de pågældende mikrovæsener, end de ellers ville have været uden invaliditetens indtræden, er naturligvis uundgåeligt. Ved de mindre former for invaliditet kan den gene, som invaliditeten afstedkommer, helt eller delvis overvindes på kunstig måde i henhold til mikrovæsenerne. Disse kommer således til at kæmpe med denne gene og får derved en forceret udvikling eller en større udviklingsmulighed, end tilfældet ellers ville have været. Og når vi har fremført dette problem her, er det fordi jordmenneskene, som vi nu skal se, som mikrovæsener i jordorganismen netop befinder sig i en sådan situation. Jordorganismen har en lille "invaliditet", hvis gene jordmenneskene på kunstig vis i nogen grad er i færd med at overvinde. Og vi skal derfor her benytte lejligheden til at se, hvad en sådan invaliditet kan afstedkomme for mikrovæsenerne i sit sidste facit, og hvorledes den netop med dette sit facit går op i altets store slutfacit "alt er såre godt".