Livets Bog, bind 3
Jordklodens isregioner udgør dens "bruskregioner". Jordmenneskeheden udgør sædet for jordjegets højeste fysiske sansning
655. Vi bliver således vidne til, at jordklodeorganismens livsfunktioner her er overordentligt nedsat. Da den ikke har noget animalsk eller vegetabilsk liv, kan dens organisme samme sted kun være af en slags mineralsk natur. Isregionerne er således en slags "bruskregioner". Og som bekendt er brusk-, ben- eller skeletregionerne ikke i særlig grad organer for sansningen, men har derimod til opgave at afstive, bære og beskytte de regioner, der i særlig grad bærer sansningen, hvilket vil sige de animalske. Og da det højeste animalske liv i jordorganismen er identisk med jordmenneskenes organismer, bliver jordmenneskene således de mikrovæsener, der bærer jordjegets fornemste fysiske sansning. Hvor der i jordorganismen er særlige gunstige livsbetingelser for jordmenneskenes eksistens, der vil jordorganismen repræsentere sin mest fremskredne intellektuelle tilstand, medens det modsatte vil være tilfældet der, hvor disse betingelser ikke eksisterer. Her vil vi kun møde de grove eller mere bevidstløse materier, der mere eller mindre hører til mineralmaterierne, til polernes isregioner, til jordorganismens skeletområde.
      En klode, der har glimrende betingelser for højt udviklet animalsk liv, vil altså i tilsvarende grad repræsentere intellektuel materie i sin organisme. Det samme gør sig gældende i et jordmenneskes organisme. Jo bedre betingelser, der i denne er for højt udviklet animalsk liv, desto sundere og skønnere vil et sådant væsens fysiske organisme manifestere sig, og et desto lykkeligere og herligere velbefindende vil samme væsen føle sig i besiddelse af. Men ligesom en mindre heldig tilstand for det animalske liv i et menneskes organisme i tilsvarende grad umuliggør højt udviklede intellektuelle mikrovæseners nærværelse i organismen, hvilket vil sige i blodet, muskulaturen eller nervesystemet, således udelukker en mindre heldig tilstand for højt udviklede mikrovæsener i jordorganismen også i tilsvarende grad disse væseners forekomst eller manifestation i denne organisme.
Symbol af Martinus
Symbol 10
Kredsløbsprincippet