Livets Bog, bind 3
Hvor døgnkredsløbet ophører, svinder livsbetingelserne for animalsk og vegetabilsk liv bort. Polområderne er uegnede for menneskelig manifestation eller tilværelse
654. Som vi ser, er døgnkredsløbets dag og nat således blevet helt opslugt af årskredsløbet, der her i polområdet repræsenterer en "dag" på ca. 6 måneder og en tilsvarende "nat". Da hele den jordmenneskelige mentale udfoldelse er baseret på et normalt døgnkredsløbs "årstider", vil den således være uheldigt stillet her i polområdet, hvor der ingen dag er om vinteren og ingen nat om sommeren. Men det er ikke alene dette, at der ikke er noget sollys om vinteren, der gør det vanskeligt for jordmennesket at leve her. Da jorden også skal have sin varme fra solen, og denne altså er helt udelukket fra polegnene den ene halvdel af året og står meget lavt på himlen den anden halvdel af året, selv om den også skinner uafbrudt, er det givet, at den isnende kulde ude fra verdensrummet her i en overdådig grad gør sig gældende, ja, helt forvandler polområderne til isørkener og fjerner dermed alle naturlige livsbetingelser for jordmenneskelig tilværelse eller kort sagt for alt animalsk og vegetabilsk liv i disse egne.
Symbol af Martinus
Symbol 10
Kredsløbsprincippet