Livets Bog, bind 3
Døgnkredsløbets sommer
652. Fra middag til solnedgang, der henholdsvis er døgnkredsløbets "sommersolhverv" og "efterårsjævndøgn", har vi eftermiddagen. Denne udgør således det samme kredsløbs "sommer". Nu har solen passeret sit højdepunkt på himlen. Dagen kulminerer. Og livet svarer her til årskredsløbets sommerudfoldelse. Menneskene har i størst udstrækning deres festudfoldelse om eftermiddagen. Deres sammenkomster, møder, selskaber og underholdninger, kort sagt hele deres mentale udfoldelse har sin kulminerende blomstring indenfor eftermiddagens forløb.
      At de på visse tider af året må tage aftenen til hjælp for denne deres døgnkredsløbs "sommerudfoldelse" skyldes, som vi senere skal komme tilbage til, kun jordaksens særlige hældning i forhold til klodens baneplan omkring solen, hvorved døgnkredsløbets "årstider": dagene og nætterne, forlænges og forkortes.
Symbol af Martinus
Symbol 10
Kredsløbsprincippet