Livets Bog, bind 3
Døgnkredsløbets forår
651. Og det er den samme guddommelige atmosfære, der er den altdominerende over morgenens frembrud. Fra solopgang til middag har vi døgnkredsløbets "forårsterritorium" eller dagens gennembrudsperiode. Og det er ovennævnte himmelske stråleglans af fred, der forgylder dagens fødsel indtil en sådan grad, at digterne er blevet inspireret til udtrykket "morgenstund har guld i mund".
      Men solen stiger, lyset og varmen vælder frem og med dette livets manifestation. Væsenerne vågner op af deres nattesøvn, døgnkredsløbets vinterdvale. De "bladløse stammer" og "grene" bliver igen fulde af "løv". Væsenerne begynder at tænke, begynder at arbejde. Og de før så trygt sovende og stille hvilende kroppe er kommet i fuld vigør. "Løvkronen folder sig ud". Fra væsenerne lyder sang, tale og munterhed. Det er "gøgen, der atter kukker i skoven". Øjnenes friskhed og glans røber glæde og velvære ved tanken om en ny dags oplevelse. Døgnkredsløbets "forår" er inde. Formiddagen er kredsløbets andet princip.
Symbol af Martinus
Symbol 10
Kredsløbsprincippet