648. Vi har således her fået et par eksempler på, at der findes sider ved den jordmenneskelige natur, som ikke lader sig ændre, hverken ved "forførelse" eller "opdragelse". At der er meget mere at sige om disse ting, er naturligvis en selvfølge, ligesom der i den daglige tilværelse findes et helt eldorado af endnu flere påviselige realiteter, der ikke hører hjemme i jordlivskredsløbet, men udelukkende fremtræder som trin i et højere kredsløb. Men disse realiteter hører ind under senere analyser i "Livets Bog". Her har vi kun berørt disse foreteelser for at påvise, at jordlivskredsløbet afslører mange realiteter, der er af sådanne dimensioner, at deres tilblivelse har krævet tidsdistancer, der ligger langt udenfor, hvad et enkelt "jordlivskredsløb" repræsenterer. Disse realiteter, der viser sig hverken at være begyndt eller at blive færdigbygget i et enkelt jordlivskredsløb, står således som urokkelige beviser for, at det levende fysiske væsen må overleve sit jordlivs "efterår" (sin alderdom), må gå ind i en ny "vinters" (barndommens) zone, og herfra begynde et nyt jordlivskredsløb, i hvilket de pågældende realiteter må nå endnu et afsnit hen imod deres færdigudvikling.
      Det fysisk animalske levende væsen må således i sit jordlivskredsløbs "efterår" miste en hel del af de realiteter, der hører det enkelte jordlivskredsløb til, hvilket altså vil sige: de realiteter, hvis kredsløb ikke strækker over større distancer, end de har kunnet nå at blive tilendebragt i et enkelt jordliv. Det, der går med over i det nye kredsløb, er kun det, der ikke kunne nå sin afslutning eller sit kredsløbs fuldendelse i et enkelt jordlivs distance. Ligesom bøgen og flere andre træer taber deres løv om efteråret, fordi dettes kredsløb er tilendebragt, men derimod tager roden og stammen med over i et nyt kredsløb, og i et nyt forår igen får en vældig løvkrones pragt, således må det animalske væsen også i sit jordlivskredsløbs "efterår" tabe sin "løvkrone", hvilket vil sige: sit fysiske legeme, fordi dette har tilendebragt sit kredsløb, og kun tage "roden" og "stammen", hvilket vil sige: skæbneelementet og bevidsthedstrinet med over i et nyt jordlivskredsløb, fordi disse to foreteelser repræsenterer kredsløb, hvis forekomst, forud og bagefter den fysiske krops eksistens og tilblivelse, er ligeså absolut nødvendig, som løvtræets rod og stamme er nødvendig forud og bagefter en løvkrones tilblivelse, for at denne overhovedet kan eksistere og fornyes hvert forår.
      Det animalske væsen har således, som det vegetabilske væsen, også sin "bladløse stamme" og "vintertilstand", der, for den udviklede forsker, på sin vis kan iagttages på det fysiske plan. Det, vi kalder "alderdom", er således kun "bøgekronens" visnen og fald for efterårets storme og vinterens begyndende nattefrost, overført på plantevæsenets animalske stadiums kredsløb. Det, vi kalder "døden", er kun vinterens snefog og rimtågens iskrystaller, der illuminerer de bladløse grene under vinternattens hvile.
      Men under det hvide dækkes fred, inde i træets rod og stamme, arbejder safter og stoffer sig frem imod skabelsen af "et nyt forår". Skæbneelement og talentkerner stiler usvigelig sikkert mod udfoldelsen af et nyt fysisk livs skabevæld. Og se, en skønne dag overskygges den stille stammes bladløse grene af en ny løvkrones strålende pragt, og gøgen kukker atter i det fjerne, forårssolen glitrer i den stille skovsø, og lærken synger højt imod sky over grønne marker. På Guds evige befaling, "der blive lys", fremtræder den "døde" gudesøn i et nyt fysisk jordlivs opstandelse. "Vinteren", "døden", "hvilen" er overstået. Livet vender tilbage. Kredsløbet fortsætter. Igennem den opstandne gudesøns nye fysiske legeme funkler Guds ånd videre, ind gennem tiden og rummet, ud over verdener, sole og stjernebyer.