647. Et jordlivs kredsløb har her passeret revy for vore øjne. De fire årstider har foldet sig ud foran vort blik. Vi har set et fysisk jordliv begynde som et væsen i kimtilstand. Vi har set det vokse frem til kulmination og blomstring. Og vi har set det degenerere, visne og dø. I den daglige tilværelse skaber dette syn dyb vemod hos mange. De ved endnu ikke, at intet kredsløb kan eksistere uden at være et led eller en enkel "spiral" i et "spiralkredsløb". Skønt væsenerne faktisk ustandseligt, som kendsgerning, oplever opfyldelsen af det guddommelige bud: "Herefter skal, sålænge jorden står, sæd og høst, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat, ikke aflade", så er de dog ikke sikre på, at dette bud gælder selve det levende væsens bevidsthed. De er ganske uden forståelse af, at denne ligeså umuligt kan eksistere uden at være et "spiralkredsløb". Og med denne mangel på viden, tro og tillid til det guddommelige Forsyns alkærlige bud, ser de den fysiske død eller et kredsløbs afslutning som en indtræden af et evigt ophør af væsenets eksistens. Og håbløsheden og dermed sorgen og vemoden er derfor herskende faktorer i jordmenneskets fysiske begravelsestraditioner.
      Men hvorfor skulle kredsløbets fire grundprincipper eller "årstiderne" ikke følge det guddommelige bud lige så sikkert og urokkeligt i jordlivskredsløbet, som de usvigeligt følger det i årskredsløbet? –
      Er der da ingen ting i den lige stedfundne oplevelse af jordlivskredsløbets "årstider", der kan vise os, at der her er "planter" eller "træer", der, skønt bladløse og tilsyneladende døde, dog kan overleve vinteren og åbenbare et nyt bevidsthedsvæld, fremtræde i form af et nyt forårs pragtfulde løvkroner, blomsterkolorit og fuglesang? – Jo, ved en højere iagttagelse kunne vi slet ikke blive fri for at opdage visse foreteelser, der urokkeligt viste, at jordlivskredsløbets deltagere også var deltagere i andre kredsløb. Vi så således de to væsenskategorier, hvoraf den ene repræsenteres af dem, der lever i "forældreglæden", og den anden af dem, der lever i "skabeglæden". Og samtidigt er det naturligvis en kendsgerning, at der er en hel skare, ja, langt de fleste, der lever i mellem- eller overgangsstadier mellem nævnte to kategorier, hvilket altså vil sige: væsener, der delvis nyder "forældreglæden", selv om de ikke ligefrem har en hel børneflok, men kun et eller to børn, samtidigt med, at de også nyder "skabeglæden", selv om de heller ikke her er nået frem til at være specialist i de store manifestationer eller genialiteter. At der også er væsener, der hverken har børn eller i nogen væsentlig grad har skabt noget, men nærmest lever en vagabonderende snyltetilværelse på samfundet som plattenslagere, betlere eller "kroniske arbejdsløse", hvilket vil sige en type, der finder et hvilket som helst påskud til at undgå virkeligt nyttigt arbejde meget kærkomment, nævner vi her kun for fuldstændighedens skyld.
      Hvorfor er da alle jordmennesker ikke ens i jordlivskredsløbet? – At de fremtræder i de her nævnte "formeringstyper" og "skabetyper", og i særlig stor udstrækning som mellem- eller "overgangstyper" imellem disse to typer, er en kendsgerning, der ikke kan rokkes, en kendsgerning, der bliver så meget desto mere levende, eftersom de samme væsener er for intellektuelle til at føle sig helt lykkelige ved blot og bar "forældreglæde", og for primitive til at kunne få bevidsthedsfylde nok i blot og bar uselvisk "skabeglæde". Deres seksuelle polindstilling er endnu af en sådan beskaffenhed, at deres køn er en pendulsvingning mellem "formeringstypens" og "skabetypens" tilstand. De er til tider meget lykkeligt skæbnebundet i den dyriske forelskelses traditioner, og til andre tider hårdt stønnende under disses eftervirkninger og lovprisende, håbende og higende imod de heraf frigjorte tilværelsesformer, der ligger hinsides den fysiske formeringsproces. At det ikke er hos disse væsener, man finder den overordentlig store børneflok, og heller ikke hos disse finder den uovertrufne rent geniale intellektuelle skaber, f.eks. en "Kristus", er naturligvis en selvfølge.
      Men da den jordiske menneskeheds fremragende kulturmennesker næsten alle mere eller mindre hører til denne her beskrevne, i seksuel henseende pendulsvingende, type, er det ikke så mærkeligt, at den, i ægteskabelig eller formeringsmæssig henseende, ikke repræsenterer det kulminerende, frodige dyriske formeringsliv, og heller ikke endnu repræsenterer en verden, fremtrædende i overdådig, genial intellektuel samfundsharmoni eller administration. Samme menneskeheds mentalitet er derfor en splittelse, både i moral, politik og samfundsorden. Alt er her en mellemting imellem de to stadier: "formering af slægten" og "genial skabelse". Og denne mellemting er igen kollisioner imellem de seksuelle og dermed mentale "pendulsvingninger". Disse kollisioner er krig under alle former og i alle faser. Zonen er "de ulykkelige ægteskabers zone" og kan yderligere med rette også udtrykkes som "de ufærdige skabelsestalenters zone".
      Jordmenneskeheden består således i realiteten af ufærdige væsener. Men da naturen aldrig i noget som helst tilfælde lader noget fremtræde som ufærdigt, uden at det samtidigt udtrykkes at være på vej mod en færdiggørelse, findes der således ikke noget som helst, der berettiger til at se på det jordiske menneske som et endeligt eller færdigt væsen. Ja, vi ser endog væsenerne indbyrdes fremtrædende som det ene væsen mere eller mindre færdigt end det andet. Hvorfor skulle nogle væsener fødes og således være mere ufærdige end andre? –
      At det ikke er den fysiske alder, der er bestemmende her, ses også tydeligt ved en nærmere iagttagelse, idet disse ufærdige væsener ikke når at blive færdige i det nuværende jordliv, og ingen indhenter hinanden. De kan naturligvis så at sige alle lære et håndværk eller indhente hinanden i et videnskabeligt studium og opnå de samme eksamensbeviser og karakterer, men dette er ikke retmæssig intellektualitet, men kun baseret på en intelligensmæssig træning eller øvelse og betyder ikke, at de samme væsener har indhentet hinanden i kosmisk fuldkommenhed. De er stadigt ligelangt fra hverandre i det virkelige "formeringsstadium" eller "intellektuelle skabestadium". Det ses således her tydeligt, at det ikke er en almindelig intelligenssag eller træningssag, der gør sig gældende, men simpelthen dette: at væsener i deres materielle "jordlivskredsløb" er synlige som fremtrædende i et højere kredsløb, der kun kan passeres eller tilendebringes ved en hel kæde af "jordlivskredsløb". Væsenernes udviklingsstandard, hvad enten denne lader væsenernes fremtræden være pygmæ i junglen eller professor ved en kulturstats universitet, vil altså være afhængig af dette "højere kredsløb". De to forskellige trin i intellektualitet, de nævnte to bevidsthedsformer repræsenterer, er udelukkende trin i dette "højere kredsløb" og lader sig ikke forandre ved opdragelse. Pygmæen kan ikke i sit nuværende jordliv indhente kulturvæsenernes ypperste repræsentanter i virkelig intellektualitet, ligegyldigt hvor meget han så end måtte træne, og ligegyldigt hvor god en opdragelse nævnte jordliv så end måtte skænke ham.
      Men ligesom pygmæen, i sit nuværende jordliv, ikke kan blive noget højintellektuelt væsen, hverken ved opdragelse eller træning, således vil et stærkt maskulint eller feminint formeringsvæsen umuligt ved opdragelse kunne bringes til at forandre seksuel polindstilling i sit nuværende jordliv, ligesom denne naturligvis heller ikke kan forandres ved "forførelse". Et væsen kan "forføres" i realiteter, der har hjemme i "jordlivskredsløbet", men ikke i realiteter, hvis rod ligger i selve "det kosmiske spiralkredsløb". En ung maskulin mand kan "forføre" en tilsvarende ung feminin kvinde til samleje eller en såkaldt "naturlig" seksuel akt, fordi denne "forførelse" er en udløsning af begges naturlige legemskrav, er et naturligt behov for deres absolut sunde velvære. Men den samme maskuline mand vil få meget vanskeligt ved at "forføre" en kvinde, hvis maskuline pol er den bestemmende i hendes væsen. Hendes seksuelle tanker eller legemskrav er af en anden natur end den feminine kvindes og vil ikke kunne finde udløsning ved den "naturlige" akt. Hvis det virkeligt lykkes at få hende til at indvillige i samleje, vil det absolut sunde velvære, som en sådan akt skal bringe parterne, ganske mangle for hendes vedkommende. Det er en parring imellem et "formeringsvæsen" og et "ikkeformeringsvæsen". Et ægteskab, baseret på et sådant forhold alene, er ikke noget ægteskab. Det er en abnormitet. Og kvinden er, trods "forførelsen", i sit inderste væsen stadigt et "ikkeformeringsvæsen", ganske uafhængigt af, om "forførelsen" fik følger og gjorde hende til moder. Hendes feminisme vil ganske vist blive forstærket, men det skyldes ikke i nogen som helst grad en kosmisk væsensforandring i hendes bevidsthed, men udelukkende den forstærkede funktion af moderorganerne, som enhver befrugtning afstedkommer til afkommets beskyttelse og vil kun være midlertidigt. Forskellen mellem hende og en feminin kvinde er således ikke en forskel, der lader sig ændre ved "forførelse". Det er forskellen mellem to forskellige trin i et højere kredsløb end "jordlivskredsløbet" og lader sig derfor ikke ændre i dette sidstnævnte.
      At den samme foreteelse i omvendt orden vil opstå i en situation, hvor en meget feminin kvinde ægter en mand, hvis feminine pol er den altdominerende i bevidstheden, er naturligvis en selvfølge. At en sådan mand, selv om han kommer ud for at blive fader, ikke bliver forandret en eneste tøddel, udover dette at have fået den ægteskabelige tilstand endnu mere udlevet eller lagt bag sig, er ligeledes et urokkeligt faktum. At en lignende kontaktløs tilstand opstår, hvis en overlegen maskulin polindstillet mand skulle falde for en overlegen feminint polindstillet anden mands "forførelse" og gå med til en udløsning, der for den sidstnævnte måtte være betingelsen for det sunde velvære, ville et sådant velvære, rent bortset fra reaktionen af selve sædudtømmelsen, ganske mangle hos den førstnævnte mand. Ja, akten ville endog bringe lede og afsky frem i hans bevidsthed imod "forføreren". Og han ville efter denne erfaring være endnu mere maskulin indstillet og kvindebegærende i sit seksuelle krav, end han var i forvejen. "Forførelsen" kan således heller ikke her skabe væsenet om. Hvis vedkommende "forførte" mand ikke netop reagerede således som her udtrykt, men mere eller mindre følte velvære ved den såkaldte "unaturlige" akt, vil det jo kun afsløre, at hans egen feminine polindstilling allerede er begyndt. Han er allerede inde i det andet væsens artsområde. Hans ydre maskuline fremtræden er da i realiteten kun kropslig. Mentalt set er han allerede bevidst eller ubevidst tilhørende den anden mands seksuelle område.
      At visse af disse væsener søger at dække over denne deres tilstand ved at foregøgle sig selv og andre, at det udelukkende er for penges skyld, de indlader sig på den anden mands seksuelle gebet, bekræfter endnu kun yderligere for den udviklede forsker, at de forlængst har forladt den ultramaskuline polindstilling. Man har endnu aldrig set, at væsener fortrinsvis ynder at eksistere i en levevej, der er et "lede" og "helvede" for hele deres sjæl. Og det er endnu aldrig blevet almengældende, at prostitutionens udøvere af al kraft kæmper og arbejder for at befri sig eller komme bort fra denne deres abnorme levevej. Tværtimod, den forfærdelige sjælekvide og ulykkelige tilstand, som måtte være en kendsgerning i et sådant væsens fremtræden, hvis det mentalt og kropsligt var ultramaskulint eller ultrafeminint polindstillet, men udelukkende af tvungne omstændigheder måtte befinde sig i den, mod en sådan bevidstheds- og legemsindstilling stridende tilstand for opretholdelsen af deres eksistens, mangler ganske. De befinder sig som regel udmærket. Og det er denne mangel på sjælekvide, der gør det til kendsgerning, at denne deres levevej, rent bortset fra, at den naturligvis er plattenslageri, i realiteten er en camouflage over de pågældende væseners, fra den ultramaskuline eller ultrafeminine polindstilling afvigende, tilstand. Deres bevidsthed repræsenterer foreteelser, man hverken kan vænne sig til, eller vænne sig af med i et enkelt jordliv. Deres blandede polindstilling repræsenterer et trin eller stadium i et højere kredsløb end jordlivskredsløbet.