642. På symbolet vil læserne finde disse spiralens seks zoner, hver især udtrykt med den specielle grundenergis farve, der er kulminerende i zonen. Og vi genfinder således her på symbolet, der læses fra venstre og fremefter: planteriget, dyreriget, menneskeriget, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Disse zoner eller afsnit udgør spiralens hovedafsnit.
      Som billedet viser, er de nævnte afsnit kun dækket med grundenergifarven foroven og forneden, medens der imellem disse to kolorerede felter er vist nogle andre figurer. Vi ser således et sort felt, der har sin kulmination i dyreriget for derefter at være i aftagende fremefter og have sin mindsteudfoldelse i selve den guddommelige verden, hvorefter det atter tiltager for at kulminere i et nyt tyngde- eller dyrerige og således fortsættende. Denne sorte figur udtrykker spiralens mørke og danner altså den kontrast til spiralens lys, ved hvis hjælp de levende væsener bliver i stand til at opleve livet.
      Som udtryk for dette spiralens lys, ser vi på symbolet en hvid figur, der har sin kulmination eller højeste udfoldelse i den guddommelige verden, hvorefter den tager af og får sin mindsteudfoldelse i dyreriget. Derefter tager den atter til og får sin kulmination i et nyt intuitionsrige eller afsnit af den guddommelige verden og således fortsættende.
      Når et væsen har oplevet en kulmination af mørket og en kulmination af lyset, har det passeret en spirals seks grundafsnit eller riger. Når vi har udtrykt instinkt- eller planteriget som nummer 1 i spiralen, er det, fordi den fysiske dagsbevidsthed i form af "anelsesevnen" her har sin allerførste spæde begyndelse.
      Det sorte og hvide felt på billedet udtrykker som nævnt spiralens to kontraster, der igen henholdsvis giver sig udslag i "indvikling" og "udvikling" og kulminerer i bevidstheden, ligeledes henholdsvis, som "primitivitet" og "intellektualitet". Det nævnte sorte og hvide felt viser os, at der er lys og mørke til stede i enhver af spiralens seks zoner, og at disse to kontraster igennem alle seks zoner har deres rytmiske udfoldelse og skiftevis er spiralens førende princip i de levende væseners livsoplevelse. Denne bliver, som læserne ved, fuldstændig præget af de to kontraster. Befinder væsenerne sig i dyreriget, er mørkekontrasten den kulminerende livsoplevelse. Befinder de sig derimod i den guddommelige verden, er lyskontrasten den kulminerende faktor i oplevelsen af livet. Efter mørkekulminationen, hvilket her vil sige, i zonerne: menneskeriget og visdomsriget, er begæret eller hungeren efter lystilværelsen den herskende faktor, medens hungeren efter mørketilværelsen bliver den herskende faktor efter lyskulminationen, hvilket vil sige, i zonerne: salighedsriget og planteriget. De levende væseners samlede livsoplevelse igennem den fortsættende kæde af spiraler former sig derved på en måde som en evigt fortsættende rytmisk bevægelse. Det er som et evigt fortsættende åndedræt. Vi har da også kaldt disse rytmer for "kosmiske åndedræt". (Se stykke 610 og stykke 614.)
      I mørkekulminationen til venstre, hvilket vil sige i dyreriget, ser vi på symbolet to stråleformige figurer. Den nederste fremtræder i gul og den øverste i grøn farve. Dette skal udtrykke, at nogle af væsenerne, i denne jordmenneskets begyndelseszone, i særlig grad er følelsesbetonede, medens der er andre væsener, der er intelligensbetonede.
      Til højre, ved det næste riges begyndelse, ser vi de to figurer overskygge hinanden. Dette overskyggede felt bliver altså en blanding af følelsens og intelligensens farver og skal udtrykke, at væsenernes bevidsthed her udgør en harmonisk ligevægt imellem intelligens og følelse, hvorved intuitionen får indpas i bevidstheden, og den kosmiske bevidsthed opstår. Disse tre kolorerede felter udtrykker således de beskrevne tre tankeklimaer: "intelligensklimaet" (grøn farve), følelsesklimaet (gul farve) og intellektuelklimaet (gulgrøn farve). (Se stykke 627, stykke 630 og stykke 637.)
      Den kosmiske bevidsthed har vi så igen udtrykt på symbolets nederste figur. Dens domæne fremtræder mellem de to punkterede linjer, der går tværs over figuren. Som man ser, er den til stede i alle spiralens zoner med undtagelse af dyreriget. Her er den ganske udenfor væsenets dagsbevidsthed. Og væsenet bliver derfor, i sin dyrisk-fysiske tilstand, "kosmisk bevidstløs". Det er her længst borte fra Guddommen, borte fra sin egen viden om sin udødelighed og høje identitet som søn af Guden. Det er derfor, at denne zone bliver mørkets, hvilket vil sige, uvidenhedens og lidelsernes sande hjemstavn, ja, er udgørende spiralens eller "det kosmiske døgns" sande nat.
      Men efter natten kommer, takket være spiralkredsløbet, den sollyse dag. Og vi ser således på symbolet, at den kosmiske bevidsthed, i form af nævnte figur, fra denne livets mørke natzone, tager til hen imod en kulmination, der bliver alt bevidsthedslivs allerhøjeste tinder. Disse tinder er Guddommens eget udsigtspunkt. Al sansning eller skabelse er her selve livets kulmination. Som figuren udviser, finder denne kulmination sted i selve "den guddommelige verden" for atter, i kraft af væsenernes mættelse af lyset og den derved opståede hunger efter modsætningen, at tage af hen imod en, i form af et nyt afsnit i dyreriget forekommende, "kosmisk nat". Spiralkredsløbet inddeler således evigheden i en slags "kosmiske døgn". Disse "døgn" har vi udtrykt her i "Livets Bog" som "spiraldøgn". (Se stykke 37 og stykke 45.)
      Som det fremgår af nævnte stykker eller afsnit, kan disse "spiraldøgn" også retmæssigt inddeles i "kosmiske timer", "minutter" og "sekunder". Og ligesom de rent fysiske døgn er led i større kredsløb, vi kalder år, således er "spiraldøgnene" også fremtrædende som led i større kredsløb, vi kan kalde "år". Disse "spiralår" har også principmæssigt sine "årstider". På symbolet er dette symboliseret ved hjælp af den med skråfelterne kolorerede figur. Ved to vandrette streger er denne figur inddelt i tre gennemgående vandrette felter. Ved hjælp af de lodrette streger er figuren inddelt i flere forskelligt kolorerede afsnit. Vi ser således et af disse afsnit fremtræde med sort-hvide skråfelter.* Det strækker sig fra linjen med den mørke cirkel til linjen med den halvmørke cirkel. Det udtrykker den årstid, vi kalder "vinter".
      Det næste felt, hvilket vil sige det, der strækker sig fra den halvmørke til den helt lyse cirkelfigur og er koloreret med de grøn-hvide skråfelter, skal symbolisere årstiden "forår".
      Fra den lyse cirkelfigur og fremefter til den halvmørke cirkelfigur finder vi et afsnit, der er koloreret med hele farveskalaen. Dette afsnit skal symbolisere årstiden "sommer", medens det, med de brune felter** kolorerede afsnit, der strækker sig fra den halvmørke til den helt mørke cirkelfigur, skal udtrykke årstiden "efterår".
      Disse fire årstider er i virkeligheden kun udgørende fire principmæssige tilstande, der går igen i et hvilket som helst kredsløb. Et kredsløb er jo det samme som et energiområde, i hvilket to jævnbyrdige modsætninger hver især skiftevis kommer til ligelig udfoldelse, kulmination og gensidig beherskelse af hinanden. Som følge heraf opstår der, for hver især, et afsnit i kredsløbet, i hvilket de er kulminerende, og ligeledes et for hver især, i hvilket de har deres mindsteudfoldelse. Dette er vist på symbolet ved den hvide og mørke cirkelfigur. Det er sådanne to kulminationer, vi i det fysiske års kredsløb kalder "solhverv". Der forekommer altså to kontraster i ethvert kredsløb og følgelig også to "solhverv". I det fysiske års kredsløb, hvor de to kontraster udgøres af "sommeren" og "vinteren" (eller nærmere betegnet af varmen og kulden), kalder vi de pågældende "solhverv" henholdsvis for "sommersolhverv" og "vintersolhverv".
      Men som det fremgår af symbolet, vil de to kontraster, på et punkt midt imellem disse to yderpunkter, nødvendigvis være hinanden jævnbyrdige. Og vi kalder dette punkt eller stadium for "jævndøgn" i det fysiske års kredsløb. Der, hvor vinteren eller mørkekontrasten har taget så meget af, og sommeren eller lyskontrasten har taget så meget til, at de begge er blevet jævnbyrdige eller ligestillede, udtrykker vi dette stadium ved betegnelsen "forårsjævndøgn". Der, hvor det omvendte er tilfældet, og det er lyskontrasten eller sommeren, der har taget så meget af, og mørkekontrasten eller vinteren, der har taget så meget til, at de passerer ligevægts- eller jævnbyrdighedspunktet, kalder vi det "efterårsjævndøgn". Begge "jævndøgn" er markeret på symbolet ved de to halvmørke cirkelfigurer.
      Som det fremgår af symbolet, vil spiralen med dens seks grundenergier i virkeligheden udgøre en stor "vinter" og "sommer" og kommer derved til at udtrykke et princip analogt med det fysiske år. Det samme gentager sig i det almindelige døgns 24 timer. Her har vi også kredsløbet med dets "sommer-" og "vinterprincip", "forår" og "efterår", ligesom vi også møder det i vort eget fysiske jordlivs kredsløb.
      Som symbolet udtrykker, fremtræder spiralkredsløbets "vintersolhverv" i selve dyrerigets kulmination, medens dets "forårsjævndøgn" befinder sig på grænsen mellem "det rigtige menneskerige" og "visdomsriget". Dette vil altså sige, at spiralkredsløbets vinterzone strækker sig fra dyreriget, ind igennem "det rigtige menneskerige" til grænsen for "visdomsriget". Da det jordiske menneske endnu befinder sig i dyreriget, har det således hjemsted i spiralens vinterzone eller mørkekulmination. Det er ikke så mærkeligt, at livet her, med dets krige, lemlæstelser, ulykkelige skæbner, er blevet udtrykt som "helvede" eller dødens regioner. Det virkelige livs strålende blomstring kan ikke finde sted her. Her eksisterer kun vinterens golde og øde forkrøblede livsbetingelser. Væsenerne her lever i polarnattens isørken i forhold til det virkelige liv.
      At dette højeste virkelige livs zoner må være overdådige, kan ikke bestrides, når man ser, at selve "det rigtige menneskerige", med dets hjemsted på vidunderlige skønne, højere og af flere farvede sole på en gang belyste kloder eller verdener, hvor man f.eks. i årtusinder aldrig har løsnet et skud eller dræbende anslag imod noget levende væsen og i ligeså langt et tidsrum heller aldrig spist kød eller grov animalsk føde, ja, ikke engang kender til nydelsen af grov vegetarisk føde, såsom rødder, blade og stilke, men man af jordens afgrøde indtil mangfoldighed bliver skænket det herligste frugtkød og ædleste safter, samtidigt med at "det dræbende princip" næsten på alle måder er fjernet fra kontinenternes områder, og hvis befolkning til gengæld er genier, skabende en atmosfære af kunst, kærlighed og glæde, kun er at betragte som det virkelige livs svage begyndende forårstendens. Hvordan må livet så ikke være i de endnu højereliggende guddommelige sfærer? –
      Fra "forårsjævndøgn" og fremefter til "sommersolhverv" har vi spiralkredsløbets "forår". Det udgøres af "visdomsriget" og den første halvdel af "den guddommelige verden". De kosmiske livsformer, der her udfolder sig, vil i stor fylde ligge ligeså højt over de livsformer, vi lige har berørt, som det fysiske forår ligger over vinterens kolde frostøde. Her er de tunge fysiske tilværelsesformer allerede begyndt at ophøre, og væsenernes inkarnationer eller genfødsler foregår nu kun i tankematerier. Væsenernes legemer begynder her kun at være stemninger og følelser. Den "direkte" korrespondance mellem væsenerne begynder her at være almengældende og afløsende den primitive og besværlige "indirekte" korrespondancemetode igennem "sprog", "tale" og "skrivning", som væsenerne hidtil har været afhængige af. Her bliver væsenernes mindste ønsker synlige i materien i samme strålevæld og kraft, som de har kunstnerisk geni, tænkeevne og fantasi til at udforme ønsket med. Men det er ikke alene den geniale skabekraft i rent kunstnerisk, følelsesmæssig kolorit, der her har stærk udvikling, men vi er her samtidig i selve intelligensens hjemstedszone, hvor alle former for intelligensmæssige manifestationer derfor kulminerer. I de lysende og strålende materier ser vi denne kosmiske forårszones frembrydende liv som en strålende åbenbaring af, hvad der kan manifesteres igennem væsenernes allerhøjeste intelligensmæssige kunnen.
      Det, der i særlig grad dominerer planet, er verdensaltets analyser, ikke fremsat på papir eller forekommende i bøger, hensat på hylder eller reoler i biblioteksrum, men derimod fremtrædende som plastiske, kolorerede virkelighedsfigurer, opretholdt i de guddommelige materier på sit ophavs vilje eller ønskes bud.
      På samme måde ser man modeller til kommende opfindelser i fysiske verdener fremtrædende i levende funktion. Ja, vi er stedet for et ocean af modeller til tekniske og mekaniske apparater, maskiner, befordringsmidler, byggekomplekser, fabriksanlæg, havneanlæg osv. Endvidere er sådanne ting som klæder, sko, hatte, møbler, smykker med mere repræsenteret. Og så er dette endda kun den laveste grad af zonens intelligensåbenbaring. I de højere grader ser man modeller, ikke alene til kommende kulturer og væsenssamfund, men man ser også ligefrem modellerne til kommende ny væsensarter, nye dyre- og mennesketyper af hidtil uanede foreteelser, nye planteformer, altsammen realiteter, der senere vil blive taget i brug og levendegjort i kød og blod i fysiske verdener. Ja, her myldrer det af funktion og virksomhed, men alt er genialitet, alt er levende, alt er fuldkomment. Vi er her i Guddommens egen "tegnestue" eller "modelværksted". Her er de første frø eller spirer til alle kommende åbenbaringer, spirer, der senere skal vokse frem og frugtbargøre og befolke kommende kloder og verdener, forskønne og forherlige livet i uanede sekler frem i tiden, i evigheden. Vi er her i livets absolut højeste "forår".
      Fra "sommersolhverv" og frem til "jævndøgn" ser vi på symbolet et afsnit, der er koloreret med alle farveskalaens grundfarver. Dette afsnit skal symbolisere den årstid, vi kalder "sommer".
      I spiralkredsløbet strækker dette afsnit sig fra selve kulminationen af "den guddommelige verden" ind gennem "salighedsriget" til grænsen mellem dette og "instinkt-" eller "planteriget", der jo er den ny spirals eller et nyt kredsløbs første zone.
      At sommerprincippet her i det højeste kredsløb kommer til en manifestation eller udfoldelse, der overgår alt, der overhovedet kan tænkes, fattes eller sanses i fysisk materie, er naturligvis en selvfølge. Men så meget lader sig dog dokumentere, at vi befinder os i selve kulminationen af livets oplevelse. Dette vil igen sige, at den fuldkommenhed, den harmoni, den skabelse, den oplevelse, der her kommer til udfoldelse, ikke på nogen som helst måde kan overtrumfes. Vi er her på selve livets allerhøjeste tinder. Der findes her ikke noget "ovenover". Vi er i det allerhøjeste terræn. Alt, hvad der ikke hører zonen til, vil således kun kunne have hjemme "nedenfor". Vi er i en sfære af så høj bevidsthedsmæssig rang, at vi er på grænsen af, hvad der overhovedet kan ønskes af fuldkommenhed, harmoni, genialitet og skabekraft. Der kan i væsenernes mentalitet her således slet ikke opstå ønsker, der ligger højere. Ethvert ønske vil derfor, hvis det ikke hører sfæren til, være af en lavere natur, være noget, der kun kan opfyldes på et mere primitivt plan. Det vil således være ligeså umuligt at komme højere i mentalitet og oplevelse, her i spiralens sommer, som det vil være umuligt at komme til højere kulmination eller blomstring af liv i det fysiske års kredsløb, end den, der netop finder sted i dette kredsløbs sommer. Intet liv kan komme højere end til sommerudfoldelsen. Ligesom den fysiske sommerudfoldelse bæres af et harmonisk sammenspil imellem solvarmen og vinterkulden, således bæres den kosmiske spirals sommer også af et harmonisk sammenspil imellem lysets og mørkets to store kontraster i selve bevidsthedslivet eller mentaliteten. Dette sammenspil er sommerens kulminerende fysiske blomsterflor og farvepragt overført til intellektuel kunnen. Disse væseners atmosfære er træernes, hustagenes, tårnenes og spirenes silhouetmystik mod den lyse sommernats klare himmel. Deres væsens åbenbaring er de sollyse sommerdages havblik ved hvide strande. Den er den gryende sommermorgens friske rene luft med dugperlespil lysende i blomster, blade og grene. Den er den flimrende solvarmes leg med horisontens konturer i en hed sommerdags middagstime. Den er den gyldne sommersols glødende aftenhimmel ude over havet. Og den er den sølverne månes glans over søen en stille sommernats midnatstime. Alt, hvad der ved sommeren er kærtegnende, lysende, varmende og styrkende, symboliserer eller er i sit princip identisk med "den guddommelige verdens" omfavnelse af det levende væsen. Dens lys er mental kulmination. Denne kulmination er kærlighed. Kærlighed er således mentalitetens gyldne sommersol. Den fysiske sommer er et strålende genskin af dette overjordiske riges glans. Den er kulminationen af Guds atmosfæres indtrængen på det fysiske plan. Sommeren er "Guds ånd, der svæver over vandene". Den er Guds nærhed i naturen, i mentaliteten og skabelsen.
      Men efter en kulmination eller højeste udfoldelse, kommer en afslappelse. Efter en så udstrakt opfyldelse af alle højere ønsker og begær er en tilsvarende mættelse af disse lige så uundgåelig. Den stærke ydre udfoldelse begynder nu at tage af, begynder at "visne". Spiralkredsløbets "efterår" begynder at vise sig.
      På symbolet er denne zone udtrykt ved afsnittet med de brune skråfelter2 og strækker sig fra "efterårsjævndøgn" til "vintersolhverv". Dette vil igen, som symbolet udviser, sige, at det strækker sig fra "instinktrigets" begyndelse til "tyngderigets" kulmination. Denne kulmination er det samme som "vintersolhverv". De bærende bevidsthedsfaktorer i denne zone er her, ligesom i de forrige kosmiske "årstider" i stor udstrækning den forudgående zones grundenergi, hvilket her i dette tilfælde vil sige: "hukommelsesenergien".
      Med den store mættelses indtræden begynder væsenet at tabe interessen for den ydre samtidige verden og søger kontrasten til denne. Men en sådan kontrast kan væsenet, i rent ydre forstand, slet ikke finde, sålænge det befinder sig i "den guddommelige verden". Den eneste udvej, det derfor har til at finde og opleve en sådan kontrast, er igennem dets "hukommelsesevne". Igennem denne kan det få forbindelse med erindringerne fra dets fortidige oplevelse af spiralkredsløbets dyriske zone. Som vi ved fra tidligere beskrivelser i "Livets Bog", er disse erindringsoplevelser ikke nogen ydre eksisterende dræbende virkelighed, men fremtræder her i en skøn udrenset tilstand, efter hvilken vi har udtrykt dem som "guldkopier". Men da de er detaljer fra en fortidig del af spiralkredsløbet, og derfor kun kan eksistere her i "den guddommelige verden" som erindringer eller "guldkopier", bliver de således i nævnte verden udgørende en "indre oplevelse". Men da væsenet, jo mere det bliver mættet af "den guddommelige verdens" harmoni og fuldkommenhed, desto mere kommer til at længes imod kontrasten til denne sin "ydre oplevelse", må det altså i tilsvarende stigende grad søge indad i sin erindringsverden. Men jo mere det koncentrerer sig indad i denne sin "indre verden", desto mere stille og uvirksom bliver dets ydre synlige manifestation eller fremtræden. Og det er denne aftagende interesse for den "ydre verden", der fra samme ydre synspunkt nødvendigvis kommer til at tage sig ud som "døende". Det er denne drejning af mentaliteten fra den "ydre" til den "indre verden", vi kalder "at visne". Og det er denne drejning, vi netop bliver vidne til hver høst ude i selve naturen. Den finder nemlig i stor udstrækning sted i planteriget. Når vi ser, at løv og blade visner om efteråret, er det i virkeligheden det samme som, at vedkommende træer eller planter drejer bevidstheden fra den ydre fysiske verden ind til deres "indre verden". Og vi får her et eksisterende højere åndeligt eller kosmisk princip gentaget i en ren fysisk synlig form. Det, vi kalder "efteråret", er således et kredsløbsstadium eller et kosmisk princip, der ligesom de andre "årstider" gentager sig i alle eksisterende former for oplevelse af livet.
      Denne "indadvendte" tilværelse, hvor væsenet mere og mere lever inde i sine egne erindringer, er også en overdådigt lysende tilværelse, selv om den udadtil viser sig som en stilhedens eller "dødens verden". Som vi nævnte før, er disse erindringer fremtrædende i "guldkopier", hvilket altså vil betyde, at disse fortidige oplevelser, der alle, i forhold til væsenets nuværende stadium i kredsløbet, er primitive, nu ses i et strålende lys, som de nødvendige led i kredsløbet de er, og helt betingende dettes fuldkomne eksistens og dermed muligheden for al oplevelse af liv. Et sådant syn af de fortidige oplevelser adskiller sig således fra det oprindelige syn derved, at medens dette var rent fysisk eller illusorisk og udtrykte begivenhederne som "ulykkelige", som "uretfærdige", som "straffe" fra vrede forsyn eller guder, som "død" eller tilintetgørelse af liv, som "helvede" eller lignende, så udgør det "guldkopierede" syn det samme som tingene set med kosmisk klarsyn, fremtrædende i en forstærket nydelse, idet væsenet befinder sig i en overdådig mættelse af det "guldkopierede" syns kontrast. "Guldkopierne" er således en foreløbig tilfredsstillelse af en begyndende sult efter modsætningen til den guddommelige verdens overdådige fuldkommenhed, som det pågældende væsen er mæt af. Væsenet ser på "guldkopierne", som et sultent væsen ser på sin livret. En "guldkopi" er det samme som et hungrende væsens kosmiske klarsyn af en erindring, der udtrykker en manifestationsart, der alene kan tilfredsstille det samme væsens mest fremtrædende mentale sult. At et sådant syn virker mere tillokkende eller kærkomment, end et syn af ting, nævnte væsen til overdådighed er mættet af i forvejen, er naturligvis en selvfølge.
      Idet væsenet, efter sin kulminerende mættelse af "den guddommelige verdens" overdådigt strålende genialitet i skønhed, kunst og fuldkommenhed, vender blikket mod sin egen fortidige ydre fysiske verden, der her i denne del af spiralkredsløbet, hvor væsenet nu befinder sig, kun kan eksistere som dets erindringsverden, hvilket vil sige: en "indre verden", bliver denne "indre verden", på grund af væsenets hunger, her fremtrædende i en overdådig forstærket nydelse. Det er denne forstærkede nydelse af livsoplevelse, vi udtrykker som "salighed". "Salighed" er således det samme som oplevelsen af "guldkopier". Og den del af spiralkredsløbet, hvor væsenets daglige tilværelse bæres af denne oplevelse, kender vi her i "Livets Bog" som "salighedsriget".
      Men væsenet kan ikke blive ved med at finde tilfredsstillelse i erindringsverdenen. Det én gang oplevede bliver hurtigt igen udlevet. Men denne udlevelse skaber liv og udvikling i væsenets talentkerner fra forrige spiral, hvor de oplevelser blev til, der nu er "guldkopier", hvilket altså vil sige: i nævnte spirals plante- og dyrerige. Og med dette liv eller denne vækst i talentkernerne begynder væsenets bevidsthedsenergier at stråle udefter. Dets hunger- og begærvirkninger begynder at komme til syne i den "ydre verden", der efterhånden, under individets indadvendte bevidsthedstilstand, er blevet en "visnende", "øde" og "døende zone".
      Som vist på symbolet er det disse synlige virkninger, der i det nævnte kosmiske kredsløb udgør "instinktriget" og den første halvdel af "tyngderiget", hvilke riger igen henholdsvis er det samme som "planteriget" og "dyreriget". Disse former for bevidsthedsmanifestation er, i forhold til selve "den guddommelige verdens" manifestationer, kun at ligne ved "mineralrigets" foreteelser i årets kredsløb. Selve "dyrerigets" og hermed jordmenneskets mest fremtrædende geniale former for dræbende virksomhed, vil kun være at betragte som bjergkrystallets vækst eller isblomsternes dannelse på vore vinduer i forhold til de former for manifestation eller skabelse af livet, der forekommer i "den guddommelige verden". Det næste afsnit bliver derfor, i det kosmiske kredsløb, at betragte som efterårets første svage begyndelsestendenser af knopper og forberedelser til det ny forår længere fremme i kredsløbet. Men så længe "den guddommelige verdens" manifestationer endnu ikke er helt visnet bort i væsenets mentalitet, vil det endnu have noget af denne verdens lys og farveglans over sig. Det er denne "den guddommelige verdens" sidste rester eller døende spor, der i det kosmiske kredsløb giver zonen præg af "efterår", på samme måde som de visnende blomster, det visnende løv og sensommerblomsterne er efterårets kolorit i det fysiske års kredsløb. Men når sporene fra denne, forhen så strålende, verden ikke mere dominerer væsenets bevidsthed, er der ikke andet tilbage end de førnævnte begyndende meget svage spirer og elementære "forårsforberedelser" tilbage i væsenets bevidsthed. Og efteråret eksisterer ikke mere. Men da denne spæde spireverden endnu kun har en meget ringe ydre skabe- eller manifestationskraft, får vi her det golde og øde afsnit i spiralen, vi kalder "vinter". "Vinteren" vil således være et afsnit i kredsløbet, hvor den allerførste elementære begyndelse til ydre manifestation behersker tilværelsen. I det fysiske års kredsløb er denne elementærmanifestation mest kendt som kulde-, is- og snemanifestationer, der igen svarer til det fremskredne mineralriges udtryksformer. I det kosmiske kredsløb bliver denne kulderegion det samme som jordmenneskezonen og "det rigtige menneskerige". Den aktivitet, der udløses fra disse zoner, er således ikke andet i det kosmiske kredsløb end den aktivitet, der finder sted imellem solhverv og forårsjævndøgn i det fysiske års kredsløb. Det vil altså sige: den aktivitet, der strækker sig fra frost og kulde til de første spirende vintergækker eller andre tidlige forårsblomster, der titter op igennem sneen. Vi er altså her atter nået tilbage til "vinterafsnittet" i spiralkredsløbet.
      Vi har hermed set de fire årstider gøre sig gældende i det kosmiske spiralkredsløb. Vi er blevet vidne til, at det enkelte kredsløb i samme, i virkeligheden udgør de samme fire principper som de fysiske år, af hvilken grund vi også her i "Livets Bog" har betegnet det som et "spiralår".
 
____________
* Skråfelterne omtales som grå i Det Evige Verdensbillede, bog 2.
** Skråfelterne omtales som røde i Det Evige Verdensbillede, bog 2.