402. En stor faktor i "salighedsvæsenets" oplevelse af "guldkopierne" er dets genoplevelse af dets seksuelle liv igennem alle spiralens tider. Det ser sig selv tumle sig i elskovens rus og kamplyst som den frie hjort i skoven eller som en Don Juan i seksuallivets senere mere opløste eller degenererede dyriske former. Ja, det ser også sig selv gennemleve perioder som en "dydens apostel" i askese og forsagelse af berettigede såvel som uberettigede nydelser, strengt overholdende moralske begreber, der mere var byggede op på hårdnakkede egoistiske foreteelser og traditioner end på virkelig intellektuel og almengavnlig viden. Det ser også i "guldkopierne", hvorledes denne ufuldkomne og på total uvidenhed og overtro baserede "dydens" tilværelse kastede sin slagskygge ned på dets efterfølgende liv. Også her er talentkernerne blevet defekte og individet ude af stand til, i de nævnte efterfølgende liv, at skabe sig den livsfornødne, sunde og velgørende og for sit trin normale seksualdrift. Perversiteter, hvilket vil sige sygelige eller abnorme seksuelle begær og disses tilfredsstillelse indtil vanebevidsthed, har ligeledes skabt efterfølgende liv i sjælelig og fysisk forkvakling. Og det gjorde ikke sagen bedre, at den dybere årsag til denne seksuelle degeneration var at finde i rodfæstningen af væsenets forvandling fra "dyr" til "menneske", og det følgelig derved også måtte opleve sin seksualdrift i kontakt hermed. Der blev således en ny seksualdrift synlig. Denne har her i "Livets Bog" fået navnet "menneskeseksualisme", medens den gamle ægteskabelige seksualisme i samme bog er udtrykt som "dyreseksualisme" grundet på dens hundrede procents henhøren under "pattedyrtraditionerne".
      Da disse to former for seksualdrift er fuldstændig kontrære, idet "dyreseksualismen" er fundamentet for egoismen og dermed for "det dræbende princip", medens "menneskeseksualismen" er fundamentet for evnen til at "elske sin næste som sig selv", er det givet, at en sådan forvandling i den højere del af dyreriget, hvilket vil sige jordmenneskezonen, måtte skabe genvordigheder. Fødslen af en så stor ting som den, der udgør fundamentet for individets fuldkomne omskabelse til at være i "Guds billede efter hans lignelse" og dermed være et væsen, der i en kulminerende kærlighed til alt og alle eller "værende ét med Faderen" oplever sig selv som en evig eller udødelig "tidens og rummets herre", kan ikke gå af i stilhed. Dyreriget giver ikke godvillig slip på sine væsener. Love og traditioner, skik og brug, uvidenhed og overtro baseret på de absolutte dræbende dyriske traditioner, men beskyttet af retsvæsen og velsignet af gejstligheden, er endnu stimulerende og beskyttende kønslig ejendomsret over andre væsener. De nævnte realiteter udgør derfor tilsammen en mur eller skranke, som individets indre kønslige forvandling nødvendigvis må gå i retning af at nedbryde. Men derved bliver væsenet jo en "synder", bliver en paria i samfundet, ugleset af de "rettroende" medvæsener. Og vi har her hele "syndefaldets" historie i renkultur. (Se forøvrigt min bog "Logik" 53. kapitel.) Men hvor skulle også den uvidende hjord eller flok kunne forstå de enkelte væsener, der begynder at vokse ud af de på tusindårig dyrisk vanebevidsthed bårne og vedtagne love og systemer? - Hvor skal væsener, hvis modsatte pol er en bevidstløs og dermed en endnu uanet side i deres egen natur, kunne forstå denne ny tendens i medvæsener af deres eget køn? - Hvor skulle væsener, der aldrig har set andet end denne pol personificeret til fuldkommenhed i et modsat køn og lært denne personifikation at kende som et absolut uundværligt fundament for deres egen lykke, kunne forstå en sådan personifikations spagfærdige eller fosteragtige begyndelse i væsener af deres eget køn? - Hvordan skal bukken og hinden i skoven forstå anden natur end netop den, der i hver af dem giver muligheden for en tilfredsstillelse af deres gensidige længsler eller nødvendige livstørst? - Hvorledes skal det jordiske menneske lettere kunne forstå det ny riges begyndende morgendæmring, sålænge dets fundamentale livstørst og dennes slukning endnu udelukkende er baseret på det samme seksuelle princip som hjortens og hindens eller som "han-" og "hundyrets"? - Hvorledes skal to nyforlovede unge mennesker, der med en foreløbig næsten umættelig livstørst nu står ved deres livskilde og skal til at slukke denne tørst, forstå nærværende analyser? - Vil disse ikke virke ligeså tåbelige eller intetsigende på dem, som indvendinger mod at drikke vil virke fantastisk på en af tørst udmattet ørkenvandrer? - De har naturligvis absolut kun forudsætninger for at møde det modsatte køn i deres egen væsensnatur som en, deres højeste lykke, og flokkens gængse dyriske traditioner og bærende fundament: pattedyrets formerings- og parringstilstand, underminerende tendens. Og selvfølgelig ser de samme væsener sig derfor nødsaget til at forsvare sig imod denne sin lykkes traditioners begyndende undergang og betragter de ny bevidsthedstendenser som "syndefald", som "forbuden frugt".