Salighedsvæsenet lever i dyb ensomhed eller i hvile, hvad oplevelsen af medvæsenerne i den "ydre" verden angår, idet det kun kan sanse i sin "indre" verden
396. Det levende væsen har altså ikke nogen vågen bevidsthed vendt udadtil mod den "ydre" verden under sit ophold i "salighedsriget". Da dets bevidste omgivelser derfor udelukkende bliver dets egne erindringer fra tidligere oplevede tider i spiralen, har det her ingen som helst medvæsener. Det er ene i sit umådelige rige. Det oplever her kontrasten til den "ydre" verden, hvor det ikke kan eksistere uden at være omgivet af medvæsener, og hvor dets tilværelse netop i allerhøjeste grad er afhængig af disse medvæsener. "Salighedsriget" bliver derved på en måde en "hvilezone", hvad omgangen og korrespondancen med medvæsenerne angår. "Salighedsvæsenet" lever således i dyb ensomhed, udelukkende kun koncentreret på sin egen fortid.
Tilbage til forsiden
Forrige