392. Efter mættelsen af lysoplevelsen i "den guddommelige verden" går individets interessesfære mere og mere bort fra det faste "nu" og stiler med tiltagende styrke imod tidligere oplevede tider, hvilket det jo har adgang til igennem sin nu altdominerende erindringsevne. Dets dagsbevidsthed bliver mere og mere levende i disse oplevelser, og væsenet er, som før nævnt, borger i spiralens sidste rige: "salighedsriget".
      Men med interessen for dets tidligere oplevede tider er der altså begyndt en vending i individets mentale funktioner, der får en enorm betydning. Denne vending er i virkeligheden intet mere eller mindre end individets første tendens til den retning for viljeføring, der senere i den kommende ny spiral vil komme til at kulminere som fundamentet for "det dræbende princip", nemlig den viljeføring, der under begrebet "egoisme" er særdeles velkendt her i de jordiske zoner. Men i "den guddommelige verden" får denne tendens for viljeføring naturligvis ikke sådan en magt, at der her kan være tale om, at dens virkninger kan blive i retning af disharmoni og lidelse. Tværtimod, der må endnu hengå sekler af tid, inden noget sådant kommer til det, i de højeste livsformer, kulminerende væsen. Den egoistiske eller selviske tendens kommer altså ikke, i disse sekler af tid, til i nogen som helst måde at berøre individets medvæsener. Den giver sig, som allerede nævnt, kun udslag i, at det før så uselviske væsen nu efterhånden er blevet "træt" og ligesom trænger til hvile for den megen "tjenen sin næste". Denne "træthed" bringer individet mere og mere i en slags stilstand overfor, eller uoptagethed af, den "ydre" verden, der i højeste grad begunstiger erindringsfunktionen. Og det er jo netop overfor denne "træthed" eller "mættelsen" af den til overflod nydte guddommelige lystilværelse, at individet kan finde vederkvægelse eller styrkelse i sin "indre" verdens detaljer. Der kan det nemlig søge tilbage til helt andre tider og forhold. Og desto større kontrast, disse tider og forhold repræsenterer i forhold til dets nuværende "ydre" verden, desto mere salighed eller behagsfornemmelse vil individet føle ved at genkalde sig disse i sin erindring.