391. Som det fremgår af symbolet, er "hukommelsesenergien" i stærk tiltagen i "den guddommelige verden". Og med denne tiltagen bliver individets oplevelse mere og mere en bevægelse frem og tilbage i tidligere oplevede tider, en genoplevelse af sine, i disse tider oplevede, ting. Og efter "intuitionsenergiens" kulmination, hvilket vil sige, efter væsenets allerhøjeste bevidsthedsudfoldelse udadtil i materien, efter dets allerhøjeste synliggørelse eller korrespondance med medvæsenerne, degenererer denne ydre manifestation til fordel for væsenets erindrings- eller genoplevelse af sin oplevede passage gennem spiralen. Dette vil altså igen sige, at væsenet mere og mere får overflyttet sin vågne dagsbevidsthed til sit erindringsområde, hvilket igen vil sige, til sin egen skabte "indre verden". Udadtil bliver dets intellektuelle manifestationer mere og mere latente. Manifestationerne tager således stærkt af, glorien eller auraen bliver mindre glødende eller strålende. Og tilsidst viser væsenet ikke mere nogen vågen dagsbevidsthed udadtil. Kun en serie automatfunktioner markerer væsenets fremtræden i tilværelsen. Og væsenet er nu ikke mere i "den guddommelige verden", men er blevet borger i spiralens sidste rige: "salighedsriget", "guldkopiernes" verden.
      Med kulminationen af væsenets højintellektuelle domæne i "den guddommelige verden", der igen resulterede i en hundrede procents sorg- og lidelsesfri tilværelse, udvikledes samtidig en tiltagende mættelse af denne totale ubehagsfrie oplevelse af livet. Og denne mættelse blev det udløsende moment til et vendepunkt i væsenets hele livsform og forhold til Forsynet eller Guddommen.
      Ligesom mættelsen i den rent materielle eller fysiske verden skaber frastødning eller lede ved det, man er mæt af, og derved bliver en guddommelig anordning til at forhindre "forspisning", således har mættelsen også sin mission i hvert af spiralens riger. Der er intet individ, der kommer til at forlade en zone eller et spiralrige, før det er absolut mæt af rigets særlige traditioner eller livsformer. Sålænge disse endnu tiltaler væsenet og derved gør det lykkeligt, er det umuligt for det at komme i et andet åndeligt rige. Mættelsen skaber altså mulighed eller plads for ønsket om oplevelse af kontrasten til den nuværende oplevelse. Det er også udtryk for denne mættelse, når man f.eks. siger om en ting, at den er oplevet indtil trivialitet.
      Da denne mættelsens lov naturligvis også er gældende i "den guddommelige verden", ganske simpelt fordi den er helt uundværlig for livets kredsløb, kan væsenerne således også i virkeligheden, i nævnte høje verden, komme til at opleve lyset, den fuldkomne tilværelse, behagsnydelse og kærlighed, i en sådan grad, at disse oplevelser ligefrem bliver "trivielle" eller med andre ord "kedelige". Og vi ser her, at "syndefaldsprincippet", hvilket vil sige: lysten til at overtræde zonens love og tilegne sig en anden tilværelsesform, der kan give den glæde og lykke, som man ikke mere, på grund af mættelse, kan tilegne sig i den zone, hvor man hører hjemme, også er til stede i Guds egen verden. Og heldigvis, thi hvis ikke det var således, ville livets kredsløb her standse. Væsenerne ville evigt være dømt til at "spise sig til døde" i realiteter, af hvilke de forlængst var mætte. De ville være nødsaget til at beskæftige sig med ting, der for dem var indbegrebet af kedsomhed, ja, ligefrem lede. "Den guddommelige verden" ville, trods dens identitet som: Guds egen verden, trods dens strålende intellektuelle lys og kærlighed, blive et helvede for sine beboere. Men sligt er jo ikke tilfældet. "Den guddommelige verden" kan aldrig nogen sinde blive et "helvede" takket være livets kredsløbsprincip, der bevirker, at væsenet frit kan bevæge sig fra zone til zone efter sit eget begær eller uafviselige ønske. Al forvandling af tilstande sker jo udelukkende kun på basis af væsenernes egne ønsker og længsler. Og ingen kommer således til at forlade de himmelske verdener, ligeså lidt som de kommer ind i disse, uden i kraft af eget begær eller egen absolutte vilje.