388. Det er således en ny verden, der her begynder at skygge ind i "den guddommelige verden". Ligesom "det rigtige menneskerige" begynder at skygge ind i "dyreriget", således skygger "salighedsriget" her ind i spiralens højeste verden. Efter "intuitionsenergiens" kulmination begynder "hukommelsesenergien" i stærkt stigende grad at gøre sig gældende. Det er givet, at bevidsthedslivet her, hvor "intuitionsenergien" kulminerer, og "hukommelsesenergien" er nået frem i nærheden af sin kulmination, bliver langt fyldigere og rigere end i nogen som helst anden del af spiralens område. Vi er her i selve livsoplevelsens kulmination. Dette, således at kunne vandre frem og tilbage i tidligere oplevede tidssekler, er jo en mental tilstand, man slet ikke kender noget til i det jordiske menneskes zone. Denne oplevelsesform vil i stor stil sætte sit præg på de himmelske væseners korrespondance i - ikke den daglige tilværelse - for her er ikke noget, der hedder "dage" og "nætter" i den forstand, vi kender det her på jorden, men i deres "evige nu". Nævnte oplevelsesevne bevirker jo, at de kan genopleve "fortiden" i nutiden. Når man samtidig tager i betragtning, at alle beboerne i den himmelske sfære er væsener, der har oplevet deres tidligere spiraltilværelse på højst forskellige verdener eller kloder, er kommet fra alle "verdenshjørners" solsystemer og mælkeveje i universet, og således repræsenterer tilsvarende højst forskellige "kosmiske baner", (se symbol nr. 8, 1. bind af Livets Bog) og de samtidig kan genopleve disse baners begivenheder i "nuet" og i den himmelske sfæres tankelystrende materier gøre dem synlige i levende form for medvæsenerne, forstår man måske bedre, hvor uendeligt righoldigt livet eller oplevelserne er i Guds egen sfære.
      Det er således ikke alene oplevelser fra ens egen banes fortidige områder eller passage gennem underliggende riger eller verdener, men det er også detaljerne fra medvæsenernes "kosmiske baners" fortidige passager gennem helt andre kloder, verdener og sfærer, der nu i "guldkopieret" detaljering åbenbares levende for os i vor overjordiske eksistens.
      Nej, dette, at være i Guds egen sfære, er ikke kedeligt, hvad enten man så er der som "gæst" eller som "hjemmehørende". I kolorerede flammeglorier åbenbarer medvæsenerne her de af dem oplevede kloders og verdeners detaljers og tings umådelige mangfoldighed. Hidtil ukendte mineral-, plante- og dyreformer, menneskeorganismer og mentale skabelser i harmoni og fuldkommenhed kommer her i levende lysdetaljer, farve- og tonefænomener til materialisation i væsenernes himmelske aura, alt efter deres tankestyrke og ønske om at kærtegne deres næste.
      Man må erindre, at her består kærtegn ikke i et "klap på kinden" eller et "trøstens ord" eller andre medlidenhedsåbenbaringer, sligt er ikke nødvendigt i Guds egen zone. Her er ingen, der skal "trøstes", for her eksisterer ikke noget, der skaber sorg, her er ingen brug for medlidenhed, for her forekommer end ikke selv den allermindste antydning af noget i retning af ulykke eller lidelse. Alle væsener her er i guddommelig sindsligevægt og eksisterer absolut kun for indtil hundrede procent at udtrykke deres skabevældes guddommelige klarhed og intellektuelle genialitet som en gave til deres næste. Alt her er hundrede procents opfyldelse af de evige love for skabelse, der tilsammen igen er opfyldelsen af loven for tilværelse: "Du skal elske din næste som dig selv". Thi hundrede procents opfyldelse af skabelsens love er jo det samme som hundrede procents fuldkommenhed. En sådan fuldkommenhed er igen det samme som "et hundrede procents gode". Men dette kan jo igen kun eksistere som identisk med "en hundrede procents kærlighed". Da en sådan kærlighed netop udgør selve kulminationen af væsenernes indbyrdes sympati, kan atmosfæren her kun genlyde af en evig lovprisning og glæde over næstens eksistens, der igen virker som en evig inspiration for individet til, med sin geniale skabeevnes hele vælde, uselvisk at tjene, underbygge og vedligeholde næstens lykke.