387. Når denne ovenfor omtalte verden, der i virkeligheden er livets allerhøjeste tinder, har kunnet blive så strålende, som tilfældet er, skyldes det naturligvis også en anden intellektuel evnes store fylde, nemlig: "hukommelsen".
      Som det fremgår af symbolet, ser vi, at "hukommelsesenergien" er meget fremtrædende i "den guddommelige verden", og at den netop kulminerer i det næste rige "salighedsriget". Da evnen til at bruge denne energi ikke er ret fremtrædende i det jordiske menneskes zone, er det naturligvis også tilsvarende begrænset, hvad samme væsen kender til nævnte evne. Det jordiske menneskes hukommelseshorisont er af så ringe et omfang, at dens grænser ligger et godt stykke indenfor det område af rum og tid, der markerer grænsen for dets nuværende fysiske liv, hvilket vil sige, dets fysiske legemes eksistenstid, der igen i "Livets Bog" også udtrykkes som "et jordliv".
      Da "hukommelsen" er det samme som evnen til at vandre frem og tilbage i den oplevede tid, forstår man således her, at det jordiske menneskes evne til at vandre frem og tilbage i tiden er meget begrænset. Nævnte væsen kan således ikke engang vandre tilbage til sin fødsel og øvrige detaljer i de allerførste år af sit nuværende fysiske liv, ja, det kan end ikke engang huske alle detaljer fra sit liv en uge eller en dag tilbage. Da "hukommelsen", som nævnt, i "den guddommelige verden" er helt anderledes fremtrædende, idet den netop kulminerer i det næste rige i spiralen, er det givet, at der her er en helt anderledes dominerende adgang til "genoplevelse" af det allerede oplevede. Her er der ikke nogen reinkarnation med besværlige døds- eller fødselsprocesser, der spærrer individets vandring tilbage til tidligere oplevede mentale terræner.
      Som tidligere omtalt sker legemsfornyelsen permanent ved tankelystrende materier, og fødsels- og dødsprocessen foregår kun som fuldt bevidste, behagelige, viljekontrollerede materialisationer og dematerialisationer, hvorved tilværelsen, som før nævnt, giver væsenet fornemmelsen af "evig tilværelse". Af denne "evige tilværelse" bliver væsenet i "den guddommelige verden" altså i stand til, gennem sin hukommelsesevne, at genopleve store områder af tidligere oplevede tiders detaljer. Det kan således vandre betydeligt tilbage i tiden. Dette gælder naturligvis i særlig grad zonens ordinære eller mest udviklede væsener. For det jordiske menneskes vedkommende, der kun oplever "den guddommelige verden" på gennemrejse fra det ene fysiske jordliv til det andet, er evnen til at vandre tilbage i tiden anderledes begrænset, selv om dets hukommelse naturligvis ikke mere er hindret af fysiske materier. Her i "den guddommelige verden" kan det jordiske menneske således kun vandre tilbage til nogle få tidligere livs områder, medens det ordinære eller hjemmehørende væsen i nævnte høje sfære kan vandre tilbage til hundreder af tidligere livs områder for i det næste rige "salighedsriget" eller "hukommelsesverdenen" at kunne gå tilbage i den indeværende spirals hele tidsrum eller kredsløb.