382. Alle fysiske væsener uden "kosmisk bevidsthed" kan derfor kun have et illusorisk begreb om det virkelige "faste punkt" i tilværelsen. Det, de således anser for at være det "faste punkt" for deres tilværelse, er i virkeligheden kun de ting, der kan udgøre et "fast punkt" for deres fysiske legeme. Og væsenernes kendskab til livet kan kun blive et kendskab til forholdet mellem deres fysiske legemers materier og de fysiske materier uden for disse. Deres verdensbillede eller livsopfattelse, deres moral og forskrifter bliver derfor kun en erkendelse og stimulering af de forhold, der er eller menes at være de mest fordelagtige for hævdelsen eller bevarelsen af det fysiske legemes position overfor de omliggende fysiske materier. Man erkender, sanser og oplever derfor kun i mål og vægt, tid og rum. Man kan kun sanse, hvad der kan udtrykkes i tal. Jeget og dets "overbevidsthed" udgør en evig realitet. Det kan derfor ikke udtrykkes i tid. Da samme realitet heller ikke kan veje noget, fordi "vægt", kosmisk set, er det samme som manifestation af vilje, (alle former for fald er jo, som før nævnt, baseret på "klodejegets" vilje til opretholdelse af materialisationen af sit fysiske legeme eller den fysiske klode, jordmenneskene har fået til hjemsted, på samme måde som celle- og organvæsenernes sammenspil og uadskillelighed i jordmenneskets fysiske legeme er baseret på dets vilje til livet, omsat til automatfunktion), kan den heller ikke udtrykkes i rum. Da "vægt" således er det samme som manifestation af vilje og derved er det samme som en frembringelse "af" jeget og således "ikke er" jeget, kan den ikke udgøre noget som helst tyngde- eller vægtmæssigt udtryk for jegets egennatur.
      Da "vægt" således er en frembringelse af jeget, har dette altså eksisteret før frembringelsen. Men når det har eksisteret før frembringelsen af vægt, kan det i sig selv ikke "veje" noget. Da en tings "vægt" igen er det samme som et rum- eller pladsforhold mellem andre fysiske ting eller materier, er jeget således i sin egennatur, som lige nævnt, ganske udenfor rummet. Rummet er ligeledes et produkt af jegets højeste identitet.
      Jeget i sin højeste fremtræden har således ingen som helst talmæssig analyse. En sådan analyse kan absolut kun overgå dets frembringelser. Udover jegets analyse som den evige skaber eller det evige ophav til det skabte, vil det ikke kunne gives nogen som helst analyse, idet alt, hvad der ellers kan opstå i det levende væsens bevidsthed, urokkeligt kun vil være en analyse af denne skabers frembringelser. Skaberen selv er hævet over enhver form for analyse. Kun "det frembragte" er blevet til på basis af forudgående tænkning og finder sin begrundelse i denne tænkning. Men da skaberen ikke er et produkt af forudgående tænkning, kan han ikke gives begrundelse i denne tænkning. Han adskiller sig fra "det skabte" derved, at han aldrig "er blevet" til, men "har været" til i al evighed. Alle formål er et produkt af ham og er ikke identiske med ham. Og herigennem åbenbares således det levende væsens højeste natur som absolut urørligt eller ukrænkeligt. Dets absolut over al materie hævede guddommelige hellighed er her en kendsgerning.