370. Med hensyn til den umådelige høje standard, dette bevidsthedsliv befinder sig på, (alle væsener her kan jo kun tænke fuldkomment og har den største sympati og kærlighed til medvæsenerne, lever kun for at gøre disse lykkelige), vil man forstå, hvilken umådelig guddommelig oplevelse det er, at befinde sig i denne himmelske verden, ligesom man også forstår, hvilken guddommelig velsignelse det er, at dette væsenernes indre bevidsthedsliv her er en "udvendig" verden, tilgængelig for alle, kan overskygge alle og omfavne eller indhylle alle uden undtagelse i sin intellektuelle kærlighedskåbe. Man forstår også, hvor vidunderligt fuldkomment det er, at det samme princip ikke eksisterer i det jordiske menneskes zone, hvor bevidsthedslivet er alt andet end intellektuelt fuldkomment eller kærligt. Det er en velsignelse, at hadet, misundelsen og egenkærligheden, mordlysten eller ødelæggelsestendensen kun indirekte kan åbenbares for medvæsenerne igennem den tunge ydre fysiske verden. Det er godt, at bevidsthedslivet hos væsenerne i dyrets zone er en indvendig verden, der kun kan blive synlig hver gang, den har sprængt nogle af sine i form af kød og blod, jord og vand, sten og metal fremtrædende lænker. Og at væsenerne således faktisk kun "i sit ansigts sved" kan gøre sit primitive indre bevidsthedsliv tilgængelig for medvæsenerne.
      Et bevidsthedsliv, der udtrykker hundrede procents intellektualitet og kærlighed og dermed er hundrede procents i kontakt med de fundamentale verdenslove, og således i tilsvarende grad kun kan være i harmoni med Guddommen, behøver ikke at lægges i materiens eller stoffernes spændetrøje. Den er kun for de væsener, der ikke vil hjælpe Forsynet med at beskytte, kærtegne og glæde medvæsenerne, men derimod udelukkende dyrker sig selv. For sådanne væsener er den tunge materie en velsignelse, thi den bliver netop det materiale, af hvilket den rædsel og dødedans, det helvede eller den skærsild, der kan smelte egoismens frosne isblokke om til intellektualitet og kærlighed, kan skabes.