Livets Bog, bind 2
Visdomsriget og den hellige ånd
368. Anderledes stiller det sig med væsener, der er hjemmehørende i "visdomsriget". Her er intelligensens hjemsted. Her kulminerer væsenernes analyseringsevne. Og Guds bevidsthed bliver til videnskabelig kendsgerning. Væsenet ser verdensaltet igennem Guds bevidsthed. Det er på Faderens eget udsigtspunkt.
      Men "intuitionsenergien" har også andre fordele. Ved hjælp af den kan individet nå frem til genialitet i skabelse. Denne intuitive skabelse virker igen på en så let og behagelig måde, at den næsten virker som en slags automatfunktion. De mest geniale kunstværker og litteraturfrembringelser, digte, romaner og eventyr skylder denne intuitive skabelse sin tilblivelse.
      Men selv om denne skabelsesform først kulminerer i det næste rige, vil man forstå, at livet eller tilværelsen i "visdomsriget" bliver af en umådelig intellektuel storhed.
      Da materien blindt, direkte lystrer tænkningen, og denne er kulminerende intellektualitet, og dette igen er det samme som hundrede procents kærlighed, bliver de overfysiske kloder eller verdener, der huser "visdomsriget", af en for det jordiske menneskes erfaringer og daglige tilværelse så overlegent frigjort guddommelig tilværelse, at den så at sige er ufattelig for nævnte væsen. At skulle forklare "visdomsrigets" overjordiske tilstand for det jordiske menneske er næsten det samme som at skulle gøre den lette sommerbrises luftige tilværelse begribelig for den tunge massive granit.
Symbol af Martinus
Symbol nr. 9
Grundenergiernes kombination