365. I "visdomsriget" og efterfølgende rige er materien altså af en sådan konsistens, at den tager form efter væsenernes koncentrerede ønsker eller begær. Man forstår derfor, hvor fuldkomment det er, at den dræbende energi er så lidet fremtrædende her, og at væsenerne i den fysiske verden må lære at tænke fuldkomment, for at denne fuldkomne tænkning kan blive til automatfunktion eller "C-viden", inden væsenerne bliver hjemmehørende beboere af disse himmelske verdener. Tænk hvis den samme magt eller bevidsthedsmæssige overlegenhed over materierne, som her er førende, også var gældende i dyreriget eller det jordiske menneskes hjemstedszone. Tænk hvilken guddommelig foranstaltning det er, at hadets og egoismens sønner er placeret i en zone, hvor materien kun indirekte og meget modstræbende og besværligt omformes af individets tanke. Tænk hvor godt det er, at mordtankerne i stor udstrækning først må bearbejdes i sten og stål, før de rammer kød og blod, og at væsenets hele fremtræden såvel i skyerne og vandene som på land betinges af et atmosfærisk tryk. Intet under at væsenet her må "tjene sit brød i sit ansigts sved". Det er af væsenet selv opfattet som en "forbandelse", men i den guddommelige verdensordning er det en velsignelse. Tænk hvis det hadende, dræbende og selvtilbedende væsen ikke befandt sig i disse faste materier, men var under frigjorte livsformer, hvor materien lystrer tanken direkte på samme måde som i "visdomsriget", hvad ville der så ikke ske? - Hele hadets repertoire af onde ønsker over en fjende ville kunne bringes til udfoldelse blot ved en tankekoncentration. Den i samme koncentration overlegne hævner ville altså kunne påtvinge en underlegen fjende hele resultatet af sin opfindsomhed i raffineret hævn. Han ville således f.eks. kunne tvinge modstanderen til at leve et liv i spedalskhed, holde hans ansigt i en permanent vansirethed, ødelægge hans organisme, ligeså tit den blev materialiseret eller synliggjort. Ja, alt hvad en raffineret hævner kan tænke eller opfinde af onde anslag imod en fjende, men som umuligt lader sig praktisk manifestere her i den jordiske verden grundet på materiens fasthed, ville altså være muligt, hvis ikke netop denne fasthed eksisterede.
      Alt, hvad der overhovedet kunne tænkes af brutalitet og lemlæstelse, ville man således kunne påføre sin underlegne fjende uden nogen som helst håndsmæssige foranstaltninger, men derimod udelukkende ved sin egen tankekraft. Og den fysiske opholdszone ville blive af en så umådelig mørk og trist natur, at den nuværende dødedans på de jordiske slagmarker, midt i bombeeksplosioner, maskingeværregn, granatrædsler, såredes og lemlæstedes hjerteskærende skrig og dødsrallen ville være en umådelig eftertragtet paradisisk oplevelse ved siden af den førstnævnte tilstand.
      Intet under at vejen ud af de tunge materiers zone kun går igennem udviklingen af næstekærlighed. Sålænge væsenet er farligt for sine omgivelser, må det forblive under de tunge materiers belastning. De faste materier er livets spændetrøje. Når væsenet bliver uselvisk åbner "spændetrøjen" sig, væsenet bliver frigjort, og materien lystrer behageligt og direkte, og det virkelige liv begynder at åbne sine porte for den betagede gudesøn.