355. Men bag denne kraftkilde findes der endnu en energi til hjælp for jegets manifestation i den ydre materie. Denne kraftkilde viser sig som en indtrængen i bevidstheden af færdige ideer eller idemateriale eller viden. Oplevelsen af denne indtrængen af viden i bevidstheden, kalder vi "intuition". Men da en sådan indtrængen i bevidstheden af færdige ideer også er en evnefunktion, bliver den i lighed med de andre fire store bevidsthedsudfoldelser en energifunktion. Og det er denne energi, jeg her i "Livets Bog" har kaldt "intuitionsenergien".
      Da denne energi eller materie er den mindst benyttede her på det jordmenneskelige stadium, er der ikke mange detaljer at udtrykke den ved. Det primitive menneske kender ikke meget til "intuition". Derimod viser den sig ofte hos de store forfattere, kunstnere og i særlig grad hos verdensgenløserne. Hos disse sidste er det denne energi, der ligger til grund for al deres viden. Disse væsener er nemlig så fremskredent udviklet, at de har "intuitionsenergien" under viljens kontrol, hvilket ikke er tilfældet hos de andre nævnte væsener. Hos kunstnere og forfattere kommer den i reglen kun i funktion under særlige ekstasetilstande, f.eks. under forelskelsesglæde, under glæde over naturen eller andre former for glæde. I en sådan ekstasetilstand bliver kunstneren eller forfatteren fyldt med ideer til sine frembringelser.
      Jo fuldkomnere "intuitionen" er, jo mere færdigbehandlet er den viden, der strømmer ind i hjernen gennem "intuitionen". På denne måde kan hele skuespil, romaner eller digte strømme til forfatterens hjerne eller bevidsthed. Det materiale, disse væsener således på denne måde har fået, er så godt som færdigbehandlet, så hjernearbejdet med dets manifestation eller organisering er meget minimal.
      For verdensgenløsernes vedkommende, i hvem "intuitionsevnen" er fuldkommen og hundrede procents under viljens kontrol, bliver "intuitionsoplevelsen" en eneste stor adgang til højere verdeners zoner og sfærer, en ubegrænset rejse frem og tilbage i universets umådelige tid og rum, en oplevelse af livets højeste mysterium, en fuldkommen oplevelse af universets fundament: Guds bevidsthed eller den evige Fader.
      Da en sådan brug af "intuitionsevnen" først lader sig gøre på en verdensgenløsers udviklingstrin, er det givet, at samme evne på dette stadium ikke er kendt af den jordiske almenhed. Men for den, der har evne til at udforske verdensgenløsernes bevidsthed, vil beviserne for en sådan evnes eksistens blive mangfoldige.
      "Intuitionen" udgør altså en højere oplevelsesform, der adskiller sig fra den almindelige derved, at den ligesom er af en indre natur. Når man er i det fysiske kød og blod, mærkes "intuitionen" som en oplevelse indefra. Al anden oplevelse af viden er jo en oplevelse udefra.
      Medens væsenerne i almindelighed kun kan opleve viden udefra gennem fysiske erfaringer og tildragelser, vil væsener, i hvem "intuitionen" er udviklet, således opleve viden og erfaringer indefra. Og et sådant væsen kommer derved, som vi senere i emnets specialanalysering skal se, til at befinde sig i to verdener.
      Da det ikke kan bortforklares, at der findes mange kunstnere såvel på litteraturens som på billedkunstens område, der har fået det meste af deres materiale til deres geniale værker eller frembringelser igennem oplevelsen indefra, og de samme værker derfor umuligt har kunnet være et produkt af ren intelligensmæssig hjernespekulation, bliver det dermed en kendsgerning, at "intuitionsevnen" og den derigennem åbenbarede energi eksisterer.
      Da "intuitionsenergien" udgør det materiale, i hvilket de tankearter, der udgør den højeste viden og erkendelse af livet og tilværelsen, bliver manifesteret, bliver den identisk med det, der i Bibelen er blevet udtrykt som "den hellige ånd". Denne guddommelige ånd eller energi er jegets femte store kraftkilde.