352. Men denne dræbende eller eksplosive manifestation ville aldrig nogensinde kunne finde sted, hvis ikke der samtidig var en tredje energiart til stede. Eksplosioner kan nemlig ikke finde sted, hvis ikke der er noget, der kan sprænges. Dette noget er tilværelsens tredje grundenergi: følelsen. Denne energi er lige akkurat modsætningen til ild- eller solenergien, idet den i virkeligheden, hvor mærkeligt det så end kan lyde, er identisk med verdensaltets kulde.
      Medens ild varmer, udvider, opløser eller dematerialiserer, har kulde til egenskab at fryse, fortætte, krystallisere eller materialisere. Og resultatet af disse her tre nævnte grundenergiers sammenspil bliver alt, hvad der kommer ind under begrebet "fysisk materie". Denne materie fremtræder så igen i de tre variationer: "fast", "flydende" og "luftformig", men er i hver variation i virkeligheden at udtrykke som "fast" eller "fortættet" materie.
      Det er altså på sammenspillet mellem ild og kulde, at hele den fysiske verden beror. De levende væseners legemsvarme eller temperatur er ligevægtspunktet eller balancen imellem de to energiers kamp i de levende væseners organismer. Alle faste eller fysiske materier er således en koncentration i følelse og tyngde. De udgør i virkeligheden bunden ild. Alt udtrykker eller repræsenterer derfor også en eller anden varme- eller kuldegrad. Alt fryser eller brænder. Der, hvor følelsesenergien er i mindrevægt opstår eksplosioner og brand. Alt her splintres og går til grunde, opløses eller dematerialiseres. Der, hvor følelsesenergien er i overvægt, opstår fortættelse, sammentrækning, fasthed, krystallisering, hvilket er det samme som fysisk synliggørelse eller manifestation.
      Efter dette at dømme, er der altså megen følelsesenergi i verden. Vi bliver jo overalt vidne til en mængde former for fysisk synlighed, hvilket altså vil sige, en mængde former for bunden ild. Men vi bliver også vidne til en overordentlig mængde situationer, hvor ilden ikke er bundet, men helt behersker tilværelsen. Og her er tingenes fysiske eksistens eller synlighed på retur, er under ophør. Der, hvor ildenergien i særlig grad begynder at blive i overvægt i verdensaltet, og følelsesenergien derfor er i tilsvarende mindrevægt, opstår der umådelige varmeområder. Disse områder kan endnu ikke ses med de fysiske øjne. De er begyndelsen til soldannelse. Ved fortsat tilstrømning af tyngdeenergi til disse varmeområder bliver de jo af en tilsvarende tiltagende stærkere og stærkere natur. Og tilsidst er tyngdeenergien fremtrædende i en sådan mængde, at den bliver synlig for det fysiske syn som ild. Og vi ser da disse umådelige varmeområder som lysende tåger, der mere og mere bliver koncentreret til skarpt afgrænsede kugleformede lysende områder eller legemer. Disse lysende legemer kender vi under begrebet "himlens stjerner" og lærer allerede i skolen, at det er sole og solsystemer. Solene udgør altså ildlegemer eller koncentrerede tyngdeenergimasser sammenpresset til en vis spænding af følelsesenergi.
      Men selv om tyngdeenergien er i overvægt, gør følelsesenergien sig jo stærkt gældende, og solområderne bliver selve kulminationen af eksplosioner. Her er kulminationen af selve lyn og torden. Her er lyden altdominerende. Solene udgør et larmens eldorado. Her er intet baseret på ro eller stilhed. Her er ikke noget, der hedder søvn eller hvile. Solene er verdensaltets smeltedigler. Her kulminerer støjen fra selve verdenernes skabelse.
      Denne skabelse beror altså på et sammenspil af "følelse" og "tyngde". Solene og alle øvrige lysende himmellegemer er kun lysende i kraft af "tyngdeenergiens" overvægt over "følelsesenergien". Men efterhånden får "følelsesenergien" mere og mere indpas i solområdet. Til at begynde med er den jo ikke nær stærk nok til at binde "tyngdeenergien" helt. Herfra de store eksplosioner, vi kalder "protuberanser". Disse vældige eksplosioner er kun udtryk for følelsesenergimængder, der bliver overvundet af solenergien. Men efterhånden som følelsen mere og mere får indpas i solområdet, bliver eksplosionerne tilsvarende aftagende i voldsomhed. De bliver mindre og sjældnere. Der sker den forvandling med solområdet, vi kalder "afkøling". Men "afkøling" er jo kun tiltagende kulde. Men denne afkøling foregår forholdsvis langsomt. Og der opstår derved en hel masse forskellige stadier i denne solområdets forvandling fra ild til kulde. Og efterhånden bliver alle solenergierne bundne. Og denne bundne solenergi er det, vi kalder "fast materie". Alle fysiske detaljer, alle organismer og kroppe, alt hvad vi ser på kolde kloder er i første instans et følelsesværk, et resultat af en gensidig forening af kulde og varme. Alle faste materier, også vort kød og blod, er i virkeligheden, kosmisk set, forfrysninger. En stærk overlegen varme ville jo med lethed få alt til at opløse sig, få alt til at dematerialisere, hvilket vil sige få alt til at overgå i andre tilværelsesformer.
      Følelsesenergien binder altså den iltre eller farlige tyngdeenergi. Overalt, hvor den får overtaget, opstår der ro og stilhed. Inde i bevidstheden opleves følelsesenergien som en beroligende tendens. I sin renkultur i bevidstheden er den hverken sympati eller antipati, men udgør i virkeligheden en mental kulde. Herfra begrebet "isnende ro" eller "isnende kulde".
      Hvis et menneske føler antipati eller had, så er det ikke følelsesenergien, der er den dominerende. Det er derimod udtryk for, at der i samme væsens mentalitet endnu eksisterer en noget for let adgang for tyngdeenergien i bevidstheden. Antipati eller had er i virkeligheden kun delvis bunden eksplosionsenergi. Der behøves i reglen kun en ganske lille tilførsel af tyngdeenergi, og bægeret flyder over. Denne tilførsel sker igennem brutale tankematerier, hvilket vil sige hånende, irritable eller fornærmende udtalelser fra andre væsener. Og førstnævnte væsen bliver aldeles rasende. Det hidsige menneske har for lidt følelsesenergi. Ved ophævelse af denne mangel kommer roen tilbage. Det hidsige væsen behøver blot at stikke sine hænder i noget iskoldt vand. Kulden herfra, hvilket jo er det samme som følelsesenergi, overføres da til væsenets organisme og mentalitet, og den manglende følelsesenergi bliver erstattet, og roen kommer atter tilbage i det hidsige menneskes bevidsthed.
      Med følelsesenergien opbygger jeget den fuldkomne ro og orden i tilværelsen. Det er følelsesenergien, der holder kloderne på plads i universet. Og det er følelsesenergi, et væsen har brug for til værn imod hidsighed. Det er med følelsesenergien, et væsen må skaffe sig den stilhed eller ro i sindet, der gør det modtagelig for udviklingen hen imod brugen af endnu højere bevidsthedsenergier. Denne vigtige energi er jegets tredje kraftkilde.