346. Ethvert levende væsen i tilværelsen, ligegyldigt om det er et menneske, dyr eller en plante, ligegyldigt om det er et væsen fra mikrokosmos eller makrokosmos, ligegyldigt om det er et såkaldt "ondt" eller "godt" væsen eller om det er "fysisk" eller "åndeligt", dets manifestation kan ikke eksistere uden at udtrykke en eller anden form for "kosmisk kemi". Væsenet er en evig "kosmisk kemiker". Det er i virkeligheden "kemikaliernes" herre, men denne dets identitet står og falder noget med dets viden om "kemikalierne". Uden at kende hver enkelt af disses særlige natur eller specielle egenskaber kan det miste noget af sin virkelige position, idet det da i en tilsvarende grad må være underkastet følgerne af denne sin uvidenhed. Dette vil igen sige, at disse følger i en vis udstrækning kommer til at være medbestemmende i det pågældende væsens fremtidige manifestation eller udfoldelse af "kosmisk kemi". Energierne bliver i tilsvarende grad det levende væsens herre. Og det er mere eller mindre i denne situation, vi finder de levende væsener, der har hjemsted på jordkloden. De repræsenterer zonen, i hvilken alle fejltagelser kulminerer. Derfor er lidelser og besværligheder, sygdomme og sorger netop jordmenneskezonens hovedkolorit, ligesom det også er herfra, at opfindelsen af udtrykket "det onde", "helvede", "skærsild", "djævle" eller "onde væsener" er udrundet.
      I virkeligheden er alle disse betegnelser udtryk for en kulminerende disharmoni med livets love, en kulminerende mangel på kundskab om tilværelsens absolutte sandhed. I realiteten er der jo slet ikke noget som helst ufuldkomment i tilværelsen.
      Igennem "kosmisk kemi" skal vi nu få at se, som vi allerede før har nævnt, at uvidenhed og viden er skabte realiteter ligesåvel som alt andet i tilværelsen, og at livets oplevelse netop betinges af disse to kontrastforhold og ville således aldrig nogensinde kunne finde sted, hvis ikke den netop formede sig for væsenet som en evig rytmisk bevægelse fra viden til uvidenhed og derefter til viden igen for så atter at gå tilbage til uvidenhed og således evigt fortsættende. I denne rytmiske bevægelse befinder jordmennesket sig altså i bevægelsen frem imod viden. Og da dets horisont bagude således viser nedad mod større uvidenhed og primitivitet, der fortaber sig i det såkaldte "fortidens mørke" eller "tidernes morgen" (også udtryk, hvis oprindelse er baseret på uvidenhed), er dette "mørke" dets største hindring for at komme til den virkelige erkendelse. Det mener, at der i nævnte "mørke" ligger en tingenes "begyndelse". Og dets opfattelse af tilværelsen er derfor baseret på selve kulminationen af kontrasten til virkeligheden, nemlig den overtro, at livet har en begyndelse og afslutning. Og dermed er dets evige natur og absolutte identitet blevet ufattelig for det selv. Det tror sig ét med alt timeligt. Livets herre er her blevet dødens bytte.