343. Når drømmetilstanden er en abnorm tilstand, hvad er da årsagen til dens eksistens? - Ja, for at forstå dette, må vi her tilbage til det, vi kalder "søvnen". "Søvnen" er jo den hviletilstand, det fysiske legeme bringes i, for at det fysiske nervesystems slitage eller mikrosønderlemmelse (træthed) kan helbredes. Men for at denne helbredelse kan finde sted, må nervesystemet jo frigøres for de kræfter, der er mikrosønderlemmelsens årsag. Da disse kræfter udløses af det jordiske menneskes tankefunktion eller sindstilstand i den vågne fysiske dagsbevidsthed, må denne tankefunktion bringes til ophør indenfor samme dagsbevidsthed. Dette kan kun ske ved, at nævnte funktion overføres på et helt andet manifestationslegeme end det fysiske. Og vi ved jo allerede, at det levende væsen har fem manifestationslegemer foruden det fysiske, og at det fysiske er nummer to i rækken. For det jordiske menneskes vedkommende vil søvnen altså betyde en overførelse af dagsbevidstheden fra legeme nummer to (det fysiske legeme) til legeme nummer tre (følelseslegemet). Denne overførelse udgør i princip i virkeligheden det samme som "døden", men kun med den forskel, at ved søvnen kan dagsbevidstheden igen føres tilbage til det fysiske legeme, medens denne tilbageføring er umulig ved døden. Den forbindelse mellem jeget og dets fysiske legeme, der muliggør tilbageføringen af dagsbevidstheden til det fysiske legeme, er her afbrudt. Der er ingen forbindelse mellem jeget og dets fysiske legeme under døden. Derfor ser vi dette legeme i et sådant tilfælde som et "lig". Da forbindelsen er afbrudt, er nævnte legeme ikke underkastet jegets vilje og går derfor sin opløsning i møde. Noget andet er det med legemet under søvnen. Her er forbindelsen holdt vedlige. Og dagsbevidstheden kan atter føres ind i den fysiske hjerne. Det er altså denne frem- og tilbageføring af dagsbevidstheden, der skaber dags- og natbevidstheden eller overgangen mellem jegets fysiske aktivitet og søvn.
      For at dagsbevidstheden normalt kan overføres fra det fysiske legeme til følelseslegemet, må der først og fremmest træthed til. Er denne ikke til stede, er søvnen jo ikke påkrævet. Men det er ikke altid, at træthed alene er nok til at fremkalde søvn. Det er også som regel en hovedbetingelse, at der må være fysisk ro eller stilhed. Er denne betingelse til stede, når det trætte, men sunde individ vil sove, vil søvnen hurtig indfinde sig. Og den vil, for såvidt der ikke bliver grebet ind med vækkeure eller andre kunstige opvågningsforanstaltninger, få sit normale forløb. Og det pågældende væsen vågner ikke før trætheden er forsvundet, hvilket altså vil sige, at mikrosønderlemmelsen er helbredt, og individet har fået "udsovet". Ved en sådan normal og uforstyrret søvn og opvågnen har det pågældende væsen absolut ingen som helst drømmefornemmelser. Det har ingen som helst erindringer om oplevelser under søvnen. Dets indtryk af denne er, at den har været en absolut hvile eller dyb bevidstløs tilstand, fri for enhver tankefunktion, af hvilken det er vågnet med fornemmelsen af stort legemligt velvære med stor fornyet arbejdslyst.
      Men det er ikke altid, at søvnen indfinder sig så let eller bliver så vederkvægende, som i ovennævnte tilfælde. Der er mange ting, der kan modarbejde søvnen. Blandt andet vil stærk støj være et virksomt middel til at holde et væsen vågent. Ligeledes vil fysiske smerter og sygdomme med stærk feber også være svære hindringer for en normal søvns indtræden, ligesåvel som sjælelige lidelser, der næsten altid har søvnløse nætter som resultat.