342. Når det levende væsens drømme således er realistiske oplevelser i en anden verden, hvor kan det så være, at jordmenneskene regner så lidt med denne tilstand? - Hvor kan det være, at "sjæleverdenen" ikke er blevet mere populær og kortlagt for længe siden? -
      Når drømmetilstanden ikke har været i stand til at efterlade sig mere håndgribelige og overbevisende indtryk af den nævnte anden verdens og tilværelsesforms eksistens, end tilfældet er, skyldes det simpelthen den omstændighed, at selve drømmetilstanden er en abnorm oplevelsesform. Nævnte oplevelsesform er jo fuldstændig baseret på hukommelsesevnen. Drømmetilstanden består jo kun i en overføring af erindringer fra den sjælelige oplevelse under søvnen til den vågne fysiske dagsbevidsthed.
      Men da hukommelsen er en evne, der først vil komme til at kulminere eller fundamentalt at bære bevidstheden i spiralens sjette rige, og det jordiske menneske endnu kun befinder sig i spiralens andet rige, vil man kunne forstå, at nævnte evne ikke har ret megen bærekraft for det jordiske menneskes vedkommende. Den har i virkeligheden ikke større område end lige akkurat til det daglige husbehov i selve kampen for tilværelsen. Det vil igen sige, at for det nævnte væsen vil der ikke være noget, der hedder at kunne huske tidligere liv. Det kan ikke engang huske sin nuværende fysiske tilværelse. De første leveår af denne er jo totalt udslettet af dets nuværende erindring. Hukommelsesevnen, både hos dyr og jordmennesker er således en af de åndsevner, de har mindst i brug. Og det er, som vi senere skal se i "Livets Bog", ikke dens opgave at overføre erindringer fra "vågentilstanden" i natbevidstheden til "vågentilstanden" i dagsbevidstheden. Derfor er det almengældende for de jordiske væsener, at de absolut intet som helst erindrer fra deres "vågentilstand" i natbevidstheden. Nævnte tilstand er derfor ganske ukendt for individet i dets vågne dagsbevidsthed. Det eneste indtryk, det har af sin natbevidsthed, er, at denne kun udgør en dyb søvn. Det tror, det er bevidstløs, når det sover. Men det er altså en stor illusion eller overtro. Som jeg allerede her har begyndt at påpege, repræsenterer natbevidstheden også en "vågentilstand" ligesågodt som dagsbevidstheden. Men når hukommelsesevnen ikke formår at bringe erindringerne fra denne "vågentilstand" over til individets dagsbevidsthed, er det jo klart, at nævnte vågentilstand bliver et felt, det ikke har nogen som helst erindring om. Og nævnte felt bliver da ligeså ukendt for samme individ som alle de andre ting eller oplevelser, det har tabt erindringen om. Som følge heraf har det jordiske væsen i sin vågne dagsbevidsthed ingen forudsætninger for at få noget andet indtryk af livets oplevelse end dette, at den former sig som en skiftevis "vågen" og "sovende" tilstand. At denne "sovende" tilstand i virkeligheden også er en "vågentilværelse", og at "det sovende" kun omfatter den fysiske organisme, kan det altså ikke opleve på normal måde. Direkte erindringsoverføring fra "vågentilstanden" i natbevidstheden ville således aldrig blive en kendsgerning for det jordiske væsen, hvis ikke en sådan overføring, på unormal vis, undertiden kom til at finde sted. Det er denne unormale erindringsoverføring, vi kalder "drømmetilstand", ligesom de overførte erindringer derved bliver det samme som det, vi kalder "drømme".
      Da drømmetilstanden er en unormal eller abnorm overførelse af erindringer fra "vågentilstanden" i natbevidstheden til "vågentilstanden" i dagsbevidstheden, vil drømmenes identitet som erindringer i tilsvarende grad være abnorme eller ufuldkomne. Disse "erindringer" viser sig da også i allerhøjeste grad at være ulogiske eller inkonsekvente, ja, er undertiden en ligefrem kontrast til sandheden eller virkeligheden. Og de førnævnte tilfælde, hvor de viser sig som realistisk fjernsyn i tid og rum, og hvorved individet bliver i stand til at "se" situationer eller begivenheder, der virkelig finder sted hundreder af mile borte i "drømmeøjeblikket" eller i andre tilfælde først vil komme til at finde sted på det fysiske plan på et mere eller mindre fjerntliggende tidspunkt i fremtiden, eller atter i andre tilfælde allerede har fundet sted engang i fortiden, kommer derfor kun til at udgøre en meget lille procent af alle samtlige drømmetilstande. Overfor dette dominerende forhold, der hindrer drømmene i at være fuldkomne erindringer om de realistiske ting, individet på underfysisk måde virkelig har oplevet, har de få tilfælde, hvor drømmene er blevet til uomstødelige beviser for, at individets oplevelser i dets "vågentilstand" i natbevidstheden er erindringer om virkelige kendsgerninger været af en så lille og ubetydelig vægtfylde, at de ikke hidtil for den almindelige forsker, der også er blottet for supplerende viden på andre åndelige eller sjælelige felter, har kunnet danne basis for nogen videnskabelig erkendelse. Og begrebet "drømmetilstand" har derfor fået en uvirkelig klang over sig. Man regner ikke med drømme, og kan naturligvis i det store og hele slet ikke regne med disse, grundet på den ufuldkomne form under hvilken de overføres til dagsbevidstheden. Men en ting står alligevel fast, nemlig dette, at de i sig selv er oplevelser fra en anden "vågentilstand" end den, man kender fra dagsbevidstheden, altså en "vågentilstand", der ikke bæres af de fysiske sanser. Og de få tilfælde af drømmeoplevelser, der er identiske med oplevelser af virkelige kendsgerninger, bliver her den "lille tue, der kan vælte det store læs". De er for den udviklede forsker uomstødelige supplerende bevismaterialer for en "vågentilværelses" eksistens, selv om de fysiske sanser er ude af funktion og det fysiske legeme sover.