Livets Bog, bind 2
Drømmene bliver bevis for en "sjælelig tilstand" og en "sjæleverden"
341. Men erindringsoplevelser er jo kun genoplevelse af "fortiden". Denne anden verden viser sig også at have en realistisk "nutid" og "fremtid", hvilket også kommer til syne gennem det levende væsens drømmeoplevelser. Disse er nemlig, som vi allerede har berørt, ikke altid "erindringer" eller genoplevelser af ting, som individet før har oplevet. Drømmene afslører sig jo også undertiden som "fjernsyn", hvilket vil sige, som "syn" af ting, der virkelig sker et eller andet sted henne i oplevelsesøjeblikket, og som altså her på en mystisk oplevelsesmåde for første gang kommer til individets kundskab.
      Men det er ikke alene over afstand eller i rum, at jeget således kan opleve gennem sin drømmetilstand. Det kan også opleve "fjernsyn" i tid. Det er sket under drømme, at jeget oplever ting i detaljer, der først vil komme til at ske på det fysiske plan på et senere tidspunkt. Drømmetilstanden afslører her en oplevelsesform, gennem hvilken jeget kan tilegne sig forudviden om fremtiden. Disse to oplevelsesformer: fjernsyn i rummet og fjernsyn i tiden er jo rene nyoplevelser. Individet får her tilegnet sig en hel ny viden. Da det således gennem sin drømmetilstand kan tilegne sig hel ny viden, gøre nye erfaringer, bliver nævnte tilstand her synlig som en realistisk eller virkelig oplevelsesform. Og da oplevelserne er sket uden ved hjælp af fysiske sanser af nogen art, (ja væsenet oplever undertiden i en sådan situation at se sit eget fysiske legemes sovende tilstand, det ser sig selv ganske udenfor sit fysiske legeme), bliver denne oplevelsesform i sig selv et uomstødeligt bevis for jegets tilstedeværelse og liv i en "underfysisk" verden. Det kan opleve i en materie og verden, der ikke er fysisk. Da det er denne underfysiske tilstand og verden, man henholdsvis udtrykker som en "sjælelig tilstand" og en "sjælelig verden", bliver denne tilstand og verden således synlig som en virkelig realitet. Hele jegets tilknytning til denne sjælelige tilstand og verden sker altså igennem den underbevidsthedsafdeling, der udgør dets natbevidsthed.