337. Men da nerverne er "ledninger" for individets sjælelige eller åndelige kræfter, hvilket igen vil sige tankeenergier, og disse "ledninger", som nævnt, ved en hel dags oplevelser eller bevidsthedsfunktion er blevet flossede eller mere eller mindre sønderlemmede, bliver de mere og mere ubrugelige som "strømledere" eller bærere af bevidsthedsfunktionen, og individet kommer derfor i tilsvarende grad i en tilstand, hvor det må kæmpe med at holde sig bevidst. En sådan tilstand kalder vi "søvnighed". Men tilsidst bliver "trætheden" eller sønderlemmelsen i nerverne af en så dominerende art, at individet slet ikke kan holde sig vågen. Det glider over i en permanent "bevidstløs" tilstand. Denne tilstand kalder vi "søvn". Under denne tilstand sker der ingen tankefunktion i den fysiske hjerne, og følgelig bliver der heller ingen videre "strømføring" igennem de fysiske nerver. Men idet "strømføringen" således bringes til ophør, standser slitagen på hjerne og nerver. Disse begynder da at læges. Sønderlemmelsen udbedres. De mikroskopiske rifter og sår forsvinder. Og i løbet af nogle få timer er hele skaden udbedret. Og med denne udbedring begynder individets tankefunktion igen. De åndelige kræfter eller energier føres ind i det fysiske nervesystem, og bevidsthedsfunktionen kommer atter igang. Og vi siger om individet i en sådan situation, at "det vågner". Med denne opvågnen begynder dets dagsbevidste oplevelse af dets fysiske tilværelse at gøre sig gældende. Den fysiske tilværelse kommer således til at fremtræde i to variationer, nemlig, som en "vågen" og en "sovende" tilstand. Medens den "vågne" del af den fysiske tilværelse er knyttet til lyset eller dagen, er den "sovende" del af samme tilværelse knyttet til mørket og natten. Og det er naturligvis i kraft heraf, at de to tilstande henholdsvis har fået navnet: "dagsbevidstheden" og "natbevidstheden".
      Når de jordiske væsener således må opleve deres tilværelse som en "vågen" og en "sovende" tilstand, er det udelukkende for at kunne holde det fysiske legeme vedlige. Denne hvile kan kun blive absolut fuldkommen ved den totale standsning af selve "vågenbevidsthedsfunktionerne". Den bærende energi for disse funktioner er jo, for de jordiske menneskers vedkommende, "tyngdeenergien" eller "eksplosionsenergien", altså den energi, der efterlader den største slitage i nervesystemet og derfor kræver den tilsvarende største sovetilstand, for at få slitagen eller sønderlemmelsen i nervesystemet helbredt. De jordiske væsener er således de væsener i tilværelsen, der kræver den længste sovetilstand eller befinder sig i den største "natbevidsthedstilstand". Men efterhånden som væsenerne udvikler sig og mere og mere kommer til at anvende højere energier, hvilket vil sige energier, der udgør kontraster til tyngdeenergien, bliver sønderlemmelsen af nerverne mindre og mindre. Dette betyder så igen, at der bliver mindre og mindre at helbrede. Og søvnen må derfor også blive tilsvarende mindre. Men derved kommer væsenernes dagsbevidsthed i tilsvarende grad til at befinde sig i vækst og vil engang omtrent komme til at ophæve natbevidstheden, så denne derefter kun vil være af en ganske latent natur. Og individets tilværelse er da af en hel anden form end den nuværende.
      Men sålænge væsenet endnu befinder sig i dyreriget og må anvende den sønderlemmende energi i en tildels ubehersket tilstand, da betinges dets tilværelse og velvære af en temmelig omfattende natbevidsthed, for at skaden kan udbedres.