78. Men da livet i sin guddommelige natur er hævet over undergang, kan samfundet ikke dø, men kun et system kan dø. Det nuværende samfundssystem er altså "døende", tilintetgørende sig selv. Dette er så meget desto mere synligt, eftersom generalprincippet i den nuværende samfundsordning jo netop betinger, at ethvert jordmenneske, der kommer til verden uden at være arving til en formue, er et undertrykt væsen, eller et væsen, der i virkeligheden er en pengemagtens undersåt og som sådan tvunget til i form af trældom at betale en "overpris" for sin eksistens eller for sit daglige livsfornødne behov. Men da alt liv søger op mod frihed og lys, vil enhver form for undertrykkelse animere til bekæmpelse af åget. Og til bekæmpelse af jordmenneskenes materielle undertrykkelse vil midlet i første instans altså være penge. For penge kan man købe sig ud af pengemagtens trældom eller undertrykkelse. Derfor bliver det vigtigste eller centrale i jordmenneskesamfundets bevidsthed "penge". Alt eftersom man har penge, er man fri, befinder sig højere og højere på den materielle rangstige, og desto mere bliver man beundret, æret og anset. At være formuebesidder udgør således et ideal for jordmenneskene. Og som følge heraf er enhver opdragelse og undervisning også baseret på at gøre individet så kvalificeret som muligt i kampen om den materielle gevinst. At være kvalificeret til at erhverve sig penge udgør således en livsbetingelse i den jordmenneskelige selvopholdelsesdrift, idet dette jo faktisk er det eneste middel, ved hvilket jordmennesket midlertidigt kan frigøre sig fra undertrykkelse og armod. Men når dette at blive kapitalist således er det almengældende mål, eller et mål, til hvilket ethvert jordmenneske bliver opdraget, kan der jo ikke bebrejdes dem noget, som allerede har nået dette mål, i særdeleshed fordi det som regel absolut kun skyldes tvungne omstændigheder og ikke frivillig given afkald på værdierne, at de væsener, der i dag er kapitalisternes modstandere, ikke befinder sig som kapitalister. Hvis de nævnte væsener havde haft de samme betingelser som kapitalisterne, ville de i lige så høj grad som disse nu have fremtrådt som formuebesiddere. Men når disse fakta således bunder tilbage i opdragelse og livsbetingelse, vil dette altså sige, at de bunder tilbage i væsenernes religiøse eller moralske standard og er således et udviklingsproblem. Dette vil igen sige det samme som et problem, der kun kan forvandle sig i forhold til hele jordmenneskesamfundets gradvise udvikling. Det ville derfor ikke nytte noget, selv om pengemagtens væsener gav værdierne fra sig til den øvrige del af samfundet, eller værdierne pludselig blev ligeligt fordelt mellem samtlige samfundets individer. Inden der var gået et døgn, ville forholdet være ganske det samme som før fordelingen, idet en hel masse individer da ville være ruineret og andre være rige og velhavende. Det virkelige faktum bunder altså i, at den samlede jordmenneskehed endnu ikke helt er vokset fra dyreriget. Og i samme grad, som den netop ikke er vokset fra dette rige, må den også manifestere sig med samme riges tendenser, manifestationer og livsbetingelser. Man kan derfor ikke lægge den nuværende samfundsordning noget til last, hverken pengemagten eller statsmagten, hverken den rige eller fattige, hverken forbryderen eller præsten; thi nævnte samfundsordning er nødsaget til udelukkende kun at kunne være udtryk for den højde i udviklingen, til hvilken den jordmenneskelige gennemsnitsbevidsthed er nået. Ligesom man ikke kan forlange, at et fireårigt barn skal manifestere andet end et fireårigt barns handlinger, og et firsindstyveårigt menneske et firsindstyveårigt menneskes handlinger, således kan man heller ikke forlange, at den samlede jordiske menneskehed skal manifestere et højere udviklingstrin end det, hvortil den er nået, og for hvilket dens nuværende livsbetingelse og samfundsordning netop fremtræder som fundamentale udtryk. At denne samfundsordning og livsbetingelse kan være af ubehagelig og smertelig natur betyder ikke, at den er i strid med den guddommelige verdensplan eller begrebet "alt er såre godt", thi det er ligeså naturligt, at jordmenneskeheden, der i udvikling er på vej fra dyreriget til menneskeriget, må gå alle de mellemliggende grader af erfaringszoner igennem for derved at blive voksen i den rigtige menneskelige tilværelse, som det er naturligt, at ethvert barn, der bliver født, må gå gennem alle barndommens aldre og erfaringszoner for at kunne blive voksen i den almindelige tilværelse. Ligesom det lille barn, der endnu ikke ved, at en ophedet kakkelovn ikke kan berøres med de bare hænder, uden at man brænder sig, tager på den og brænder sig, således er det også med selve jordmenneskeheden. Dens samfundsordning og livsbetingelse er netop udtryk for, at den befinder sig i en zone, hvor den på mange felter er i færd med at "brænde" sig, hvilket igen vil betyde, at den i tilsvarende grad er i færd med at opleve, at den i de nævnte felter burde have handlet anderledes. Når jordmenneskesamfundet således er ved at komme til denne erkendelse, skyldes det netop de smerter og lidelser, som dets forkerte handlemåde har afstedkommet, og som netop udelukkende koncentrerede sig i det dyriske livsprincip, "enhver er sig selv nærmest" eller dette "hellere at tage end at give", hvilket vi jo netop lige har set, var generalprincippet i den jordmenneskelige selvopholdelsesdrift.