77. Da pengemagtens væsener således ejer værdierne, hvilket vil sige livsfornødenhederne, tvinges det øvrige samfunds væsener til at købe deres livsfornødenheder hos de førstnævnte væsener. Men denne forretning er pengemagtens væsener ikke interesseret i uden på basis af tilegnelse af nye værdier, således som eksemplet viste, hvilket kun kan ske ved overpris. Da modpartens væsener hovedsageligt kun har deres arbejdsevne eller arbejdskraft at kunne yde som betaling for deres livsfornødenheder, og de andre væsener ud af denne betaling skal have en "overpris", bliver resultatet altså, at ethvert udført arbejde kun købes af pengemagten til "underpris" samtidig med, at enhver livsfornødenhed, i henhold til foranstående, af samme magt kun sælges til "overpris". Resultatet heraf bliver uundgåeligt, at værdierne eller livsfornødenhederne tårner sig op i den ene af samfundets førnævnte to lejre samtidig med, at de forsvinder fra den anden, hvilket igen bevirker overflod, frådseri og lediggængeri i den førstnævnte og armod, underernæring og trældom i den sidstnævnte lejr. Men da armod, underernæring og trældom er det samme som undergang, vil disse her nævnte fakta betyde, at den ene del af samfundet er i færd med at underminere den anden. Det samlede jordmenneskesamfund undergraver sig selv. Alt hvad der kommer ind under begreberne: rigdom, frådseri og lediggængeri, udgør altså en lykke, der absolut udelukkende kun kan opretholdes på basis af samfundets undergang.