76. "Forretningsprincippet" er således blevet det fundamentale i hele den jordmenneskelige selvopholdelsesdrift. Det behersker hele den materielle verden. Alt er forretning. Nationerne driver forretning, politiske partier formes af forretning, borgerne er nødsaget til at måtte handle; thi selve tilværelsen er blevet en handelsvare. Livet købes og sælges. Da hele tilværelsen i kraft af de kosmiske love kun kan opretholdes på basis af, at enhver værdi betales med en tilsvarende værdi, er forretningsprincippet i sin dybeste analyse af ædel og kosmisk natur og bliver kun uædelt eller samfundsskadeligt der, hvor det kommer til at udarte sig således, at store grupper af samfundets sunde og kraftige individer holdes ude fra at kunne betale værdier med værdier, eller hvor store grupper af individer bliver i stand til at kunne "købe" sig fri af denne guddommelige realitet. Sådanne forhold vil altid finde sted der, hvor noget betales med en pris, der ikke er i harmoni med dets virkelige værdi. Der kan således være tale om både en overpris og en underpris. I begge tilfælde vil der blive et overskud, men i første tilfælde vil dette altså tilfalde sælgeren, medens det i det sidste tilfælde jo overgår til køberen. Et sådant overskud er en ubetalt vare eller et "noget", der ikke er ydet "noget" for og må derfor, hvor dette overgår til køberens eller sælgerens "privatejendom", som vi i det følgende vil få at se, skabe et tilsvarende underskud i den samlede verdensøkonomi. Og jo hyppigere den slags forringelser af verdensøkonomien finder sted, desto flere restanceposter bliver der, og desto flere ophobninger bliver der af ubetalte værdier. Disse ophobninger er igen identiske med alt, hvad der kommer ind under begrebet "privatformue". Her er ikke medregnet individernes besiddelse af de daglige livsfornødenheder såsom: føde, klæder og husly, thi disse realiteter kan ikke udtrykkes som formue, før de overskrider grænsen for det nødvendige og derved får karakteren af overflod. Når et væsen f.eks. i sin garderobe har 40 klædninger, men det nødvendige antal kun er 4, da udgør de 36 klædninger en formue. Men da disse 36 klædninger i virkeligheden er unødvendige for det pågældende individ, repræsenterer de en værdiløs realitet, idet de som "privatformue" er urørlige for det øvrige samfund. Det samme gør sig gældende, når et individ f.eks. har 100.000 kr. i indtægt på et år, medens den nødvendige indtægt for hans sunde og kosmisk set normale livsfornødenheder i samme tidsrum kun er 5000 kr. De resterende 95.000 kr. er da for nævnte individ kosmisk set en unødvendig kapital samtidig med, at de som privatformue udgør et tilsvarende minus i det øvrige samfunds husholdningskasse. Nu vil man jo her kunne gøre indvendinger og bemærke, at et sådant væsens privatformue dog kommer samfundet til gode, idet nævnte væsen derved eventuelt kommer til at give brød og arbejde til flere af sine medmennesker, og vi må hertil svare, at alt, hvad der kommer samfundet til gode på denne måde, naturligvis må trækkes fra privatformuen. Denne udgøres jo kun af det, der direkte fremkommer som unyttigt overskud.
      For øvrigt er det ganske rigtigt, at et væsen med en stor privatformue kan give brød og arbejde til mange af sine medmennesker, men da det endnu ikke er almengældende, at det er det, der er formuebesidderens hensigt med formuen, men at det derimod er almengældende, at arbejdshjælpen for kapitalens repræsentanter mere er at betragte som "et nødvendigt onde" eller som et uundgåeligt middel til privatformuens opretholdelse og forøgelse – altså en "udgift", der ligesom andre udgifter må holdes nede på det mindst mulige, bliver den del af privatformuen, der kommer samfundet til gode i form af brød og arbejde kun en ringe brøkdel. Vi skal her give et eksempel. En mand har ti individer i sit brød. Ved hjælp af disse ti individers evner og arbejdskraft blev han i stand til at udføre et stykke arbejde, der på et år gav ham en indtægt på 150.000 kr. Heraf fik arbejderne som arbejdsløn hver 5000 kr. Til skatter, afgifter og øvrige driftsudgifter medgik 30.000 kr. Til vedkommendes egne sunde og naturlige livsfornødenheder var kun 5000 kr. nødvendig (kosmisk set naturligvis). Den samlede udgift blev således ialt 85.000 kr. Dette beløb trukket fra indtægten giver et overskud på 65.000 kr., der som arbejdsgiverens "privatformue" er tabt for samfundet. Dette vil altså sige, at han ved hjælp af de ti medvæsener blev i stand til at forringe samfundskapitalen 65.000 kr., eller gøre de øvrige medlemmer af samfundet et tilsvarende beløb fattigere. For at få brød og arbejde til ti af sine medlemmer måtte samfundet altså yde arbejdsgiveren et gratiale på 65.000 kr. Formuebesiddernes "given brød og arbejde til andre mennesker" er således ikke gratis, men koster samfundet enorme summer, summer så store, at samfundet undertiden ikke kan betale dem. Og resultatet er, som vi senere vil få at se, "subsistensløshed". Alt hvad der, som i eksemplet er vist, indkommer som "overskud" og eksisterer som "privatformue" er således identisk med "gratialer", som samfundet har måttet yde formuebesidderne, for at dets medlemmer kan få lov til at tjene nogle få af de vigtigste fornødenheder til livets ophold. Det produkt, som gav arbejdsgiveren det i ovennævnte eksempel anførte overskud, kunne altså være ydet samfundet 65.000 kr. billigere. Ethvert sådant overskud, enten det er stort eller lille, bliver nu en yderligere gene for samfundet, idet det som identisk med magt sætter sit ophav i stand til at bekæmpe sine pligtskyldige afgifter til samfundet, såsom "arbejdsløn" og "skatter", og nedtrykke disse det mest mulige og derved berige sig endnu yderligere, og således fremdeles. Og da dette er generalprincippet i den nuværende forretningsverden og dermed generalprincippet i den jordmenneskelige selvopholdelsesdrift, er det ikke så vanskeligt at forstå, at jordmenneskene forekommer i to overfor hinanden skarpt fremtrædende lejre, hvoraf den ene udgøres af dem, der har tilegnet sig værdierne som "privatejendom" eller "privatformue", og den anden af dem, som ikke ejer noget.
      Da værdierne er det samme som magt, vil den lejr, der har tilegnet sig værdierne, repræsentere den største materielle magt og fremtræder i tilværelsen under begrebet "pengemagten". Da den lejr, der ikke ejer noget, udgøres af den store hob, bliver den i virkeligheden udgørende det egentlige samfund. I kraft af sit flertal bliver denne lejr også en magt, om end "pengemagten" langt underlegen. Denne magt repræsenterer den gryende samfunds- eller "statsmagt".