Livets Bog, bind 1
Symptomerne på den ny verdensimpuls. Videnskaben. Verdensimpulsens fødselsveer
63. Som symptom på denne ny verdensimpuls kan blandt andet nævnes de kræfter, der giver sig udslag i den ny arkitektur, moderne musik og kunst. Her må man tage i betragtning, at disse realiteter endnu kun er i sin første spæde fostertilstand og vil engang, når de når deres kulmination eller bliver "klassiske", komme til langt at overstråle alle hidtil eksisterende former for musik og kunst.
      Endvidere giver den ny verdensimpuls sig også udslag i århundredets stærkt stigende intelligensudvikling, som igen koncentrerer sig i det, vi kalder "videnskaben". Denne er således også et gryende resultat af ovennævnte impuls og udgør allerede en sådan faktor, at menneskeheden uden denne ikke ville være blevet i stand til at hæve sig ud over de gamle primitive begreber og fordomme, med hvilke dens nuværende verdensopfattelse er forbundet. Videnskaben har således været en af de hovedfaktorer, ved hvis hjælp den ny verdensimpuls har været i stand til at få sit første gryende indpas i jordzonen.
      Men den ny verdensimpuls har også symptomer, der er af ubehagelig art, og disse har givet sig udslag i de senere tiders store politiske bevægelser og omvæltninger, samt seksuelle abnormiteter, ulykkelige ægteskaber og sindssyge, hvilke realiteter for en stor del netop vil være at henregne under de reaktioner, der nødvendigvis må opstå der, hvor den ny verdensimpuls kolliderer med de gamle begreber eller opfattelser af livet. Disse reaktioner er derfor allerede tidligere her i Livets Bog nævnt som fødselsveerne for den ny verdensimpuls' fødsel.