62. Og ved et følgeskab med den ved Jesus af Nazaret repræsenterede rene lyse verdensimpuls gennem nitten århundreder har det ikke været muligt at blive fri for at være vidne til den kendsgerning, at den i form af katolicisme ligefrem har måttet benytte sig af bål og band for overhovedet at kunne trænge igennem. Den har måttet tilegne sig magten over konger og kejsere, netop fordi disse i virkeligheden i hine tider i mange tilfælde egentlig kun var røverhøvdinge eller bandeførere. Den måtte således for at trænge gennem dette panser af mørke selv trække i et panser. Og takket være katolicismen, har barbarismen fået sit grundstød, og millioner af mennesker tilegnet sig så meget af den lyse impuls, at de kan begynde at forstå den i en sådan renkultur som den, i hvilken den udgik fra Nazaræerens mund. De kan således begynde at skelne mellem denne renkultur, og den "hårde hud" som den senere har fået pådraget sig ved sin imødegåelse af den mørke udstråling. Dette har så igen resulteret i, at sådanne væsener mere og mere faldt fra krystallisationen og begyndte at gå på egen hånd, begyndte at ville udskille det iblandede mørke. Sådanne væsener er identiske med dem, vi kalder "reformatorer". Virkningen af disse reformatorer blev, at der indenfor krystallisationen opstod splittelser. Der opstod nye religiøse retninger, der hver for sig igen er at genkende som de allerede tidligere nævnte "religiøse sekter". Disse sekters værdi vil naturligvis stå i forhold til deres ophav og være mere eller mindre rene eller urene, alt eftersom deres ophav har været ren eller uren. Men disse sekter har, fraregnet den eventuelle inspiration, de har kunnet give deres enkelte medlemmer, udadtil kun skabt splittelse og uro, idet de hver især går ud på at skulle erobre hele verden og hver især være den eneste saliggørende. De kommer derfor let til at bekrige hverandre, i særdeleshed da flertallet af en sådan sekts medlemmer endnu ikke har overvundet det, vi udtrykker ved begrebet "intolerance". Nævnte sekter kommer således i meget stor udstrækning til at være udtryk for en åndelig uro, en skabelse af grupperinger eller sammenslutninger, der, hvis ikke netop den ny verdensimpuls havde begyndt at gøre sig gældende, ville udvikle sig til åndelige stater, der ville bekrige hverandre, og udviklingen henimod én hjord og én hyrde ville dermed være umuliggjort. Og det er netop i henhold til denne åndelige eller religiøse uro, at den ny impuls fra skabeprincippet nu kan begynde at få fodfæste i verden.