61. Som vi tidligere omtalte, sker skabeprincippets udløsning gennem rytmer eller nogle med visse mellemrum fremtrædende impulser. Jordmenneskehedens sidste store sådanne impuls var af en sådan natur, at den efterhånden spaltede sig ud i tre mindre impulser, der igen hver især affødte en religion. Da disse religioner igen hver især tog sigte på udbredelse til alle mennesker, er de blevet kaldt "verdensreligioner" til adskillelse fra tidligere eksisterende, der mere gik i retning af at være "folkereligioner" eller trosretninger, der hver især tog sigte på et bestemt folk eller en bestemt nation eller stat. Af de nævnte tre verdensreligioner, der, i form af "buddhismen", "islam" og "kristendommen", har ført udviklingen af skabeprincippet frem til vore dage, blev kristendommen den udløber, gennem hvilken den fortsættende ny verdensimpuls kunne blive virkeliggjort, som nu skal forene alle jordens slægter. Nævnte udløber af den gamle verdensimpuls udbredte sig frem til Vestens lande og folk, og ved dens sammensmeltning med den i verden i overvejende grad herskende mørke udstråling fra skabeprincippet eller "sværdets magt", antog den en fast krystalliseret form. Under denne form blev det muligt at iklæde den lyse rene impuls en sådan tilpasning eller tilspidsning, at den kunne trænge igennem det panser af mørke, som det daværende Vestens vilde barbarers begreber om sund fornuft og retfærdighed repræsenterede. Når en fin hånd kommer til at udføre groft arbejde, danner der sig lidt efter lidt et beskyttende lag af hård hud på de anstrengte steder, sådanne love gør sig også gældende på åndelige områder, og vi må i dette tilfælde da forestille os den gamle verdensimpuls som den fine guddommelige hånd. Ved denne "hånds" berøring med den grove barbarisme, fik den "en hård hud", der igen garanterede den kvalifikationerne for en stadig omgang med og den deraf påfølgende underminering af barbarismen. Denne, den gamle verdensimpuls' beskyttende "hud" er identisk med den realitet, der er kendt over hele Vesten under begrebet "katolicismen". Dette vil ikke være vanskeligt at forstå, når man tager i betragtning, at disse Vestens folk endnu i en sådan grad var behersket af den mørke udstråling af skabeprincippet, at deres største heltegerninger var ved sværdets brug, var erobring og plyndring af andre stater eller lande, var at hævne, og deres plads i lyset efter døden ligefrem betingedes af ikke at være død af en af alderdom frembragt naturlig død, men af at være faldet for sværdet. Overfor en sådan total mørk bevidsthedstilstand, overfor sådanne forestillinger om fornuft og retfærdighed ville den rene lyse verdensimpuls med dens diametralt modsatte begreber, dens lære om ikke at hævne, men hellere at give end at tage, at elske sine fjender og vende den højre side til, når man bliver slået på den venstre, absolut umuligt kunne være blevet accepteret som noget ideelt eller fornuftigt, hvis ikke den netop var blevet iblandet så meget af de pågældende primitive væseners egne vanemæssige begreber, at den kunne anvende materiel magt.