60. Med henblik på jordmenneskenes forhold til deres verdensgenløsere, da har det egentlig været således, at det har givet individerne en virkelig fornemmelse af Guddommen – en følelsesoplevelse, som det slet ikke havde intelligens til at kunne analysere eller give retmæssigt udtryk for. De måtte derfor nøjes med at iklæde nævnte fornemmelse det mest fremragende af det fattige intelligensmæssige materiale, de havde til rådighed; og da dette fuldt ud koncentrerede sig om verdensgenløseren, var det umuligt for væsenerne at fatte andet, end at han måtte være inkarnationen af selve Guddommen. Alle begreber om storhed blev derfor tillagt ham, han måtte være almægtig. Men idet væsenerne i kraft af overtroen var således indstillet, blev verdensgenløseren overfor dem i virkeligheden det samme som Guddommen synliggjort i en skikkelse, der lige netop var afblændet så meget, at den kunne blive samtlige væseners inspirationskilde og lysende ledestjerne i deres midlertidige afsnit i udviklingens evige bane. – Overtroen blev derved en guddommelig velsignelse. Men efterhånden som væsenernes intelligens vokser, og de bliver i stand til at give sine følelsesmæssige oplevelser af Guddommen større eller bedre fornuftsmæssige udtryk, bliver verdensgenløseren for lille eller træder mere og mere ind på sin naturlige plads i deres opfattelse af tilværelsen, og overtroen forsvinder. Dog kan det hænde, at overtroen er så krystalliseret, at dens opløsning ikke altid har lige let ved at stå mål med individets intelligensudvikling, og den bliver derfor i samme grad, som dette er tilfældet, på en vis måde i form af dogmer, en midlertidig gene for det samme væsens udvikling, men naturligvis ikke større end at den efterhånden bliver overvunden og derved betinger, at den virkelige og sande guddomsoplevelse kan blive en kendsgerning.