59. Og der findes vel næppe nogen anden realitet i tilværelsen, til hvilken menneskene har knyttet så megen overtro som netop til deres verdensgenløser. De har således i flere tilfælde faktisk forvekslet denne med en "klodegenløser" eller "solgenløser", idet de i deres overtro har anerkendt ham for at være jordens ånd eller endog for at være solens ånd; altså en identitet, der er ligeså urimelig og umulig som dette, at en af hjernecellerne i et menneskes legeme skulle være nok til at kunne indeholde eller udtrykke den samlede helhedsmanifestation af det samme menneskes ånd. Men i kraft af overtroen er menneskenes erkendelse angående deres verdensgenløser ført endnu længere bort fra de virkelige fakta, idet den er bragt frem dertil, at de har anerkendt et sådant væsen for at være Guddommen selv og tilbedt ham som sådan. At disse her nævnte fejlagtige forhold mellem menneskene og deres verdensgenløsere ikke er af ringe dimensioner, bliver man vidne til, når man i kraft af kosmisk bevidsthed oplever, at "verdensgenløserne" endnu har næsten et helt spiralafsnit eller over fem umådelige riger eller tilværelsesplaner at tilbagelægge i udviklingen, før de når til den bevidsthedssfære, hvor jordklodevæsenet befinder sig, og over det dobbelte antal til solvæsenets tilværelsesplan for ikke at tale om mælkevejsvæsenet, til hvis form for oplevelse af livet de endnu har ca. atten riger eller tre spiralafsnit at udvikle sig igennem. Endnu mere eventyrlig i sine dimensioner bliver denne udviklingsdistance, når man bliver indforstået med, at alle menneskelige foreteelser allerede overfor det andet spiralafsnit fremtræder en miniature, ligesom de retmæssige detaljer i samme afsnit, såsom en klodes eksistenstid med dens millioner af år, i tredje spiralafsnit ligeledes er at henføre som værende af mikroskopisk natur.
      Verdensgenløseren bliver i dette horisontområde i sandhed kun en lille guddom, og menneskenes førnævnte tilbedelse og anerkendelse får i samme perspektiv en betænkelig lighed med afgudsdyrkelse og hedenskab. Men det virker som en meget formildende omstændighed, når man i samme horisontområde bliver vidne til, at afgudsdyrkelse og hedenskab i virkeligheden er det samme som "sand gudsdyrkelse i fostertilstand", og at denne væsenernes førnævnte erkendelse af deres verdensgenløser er skabt af beundring for og kærlighed til det samme væsen på grundlag af dettes for samtlige væsener hidtil største manifestation eller synliggørelse af guddommelighed. Og da væsenernes hidtidige intelligensevner ikke nær kunne stå mål med deres følelsesevner, måtte den disharmoni, vi kalder "overtro", nødvendigvis opstå i deres bevidsthedsliv. Overtro er nemlig identisk med en realitet, der opstår, når et individs følelse bliver så fremragende, at det gennem denne kan opleve realiteter, som det endnu ikke har intelligens til at kunne iklæde fornuftsmæssige billeder eller en virkelig analyse. Det har derfor måttet give sine overlegne følelsesmæssige oplevelser sådanne billeder, der for dets langt underlegne intelligens måtte forekomme som de mest sandsynlige. Sådanne billeder er derfor i virkeligheden heller ikke fornufts- eller intelligensbilleder, men følelsesbilleder. Og der, hvor disse disharmoniske billeder forekommer i sin højeste fremtræden, vil de altså være at genkende som "overtro".