Livets Bog, bind 1
Nødvendigheden af en ny verdensimpuls. En garanti for jordmenneskets udfrielse af mørket. En ny verdensepokes forudgående fødselsveer
32. Før vi går videre, må vi dog bemærke, at der fra samfundets side i form af politiske foranstaltninger, filantropiske virksomheder, nye religiøse sektdannelser og åndsforskning osv. er blevet gjort meget for at forbedre forholdene eller dæmme op for mørket, men det har trods sit ikke ubetydelige omfang været af liden virkning og fjernede ikke grundårsagen til ondet. Det var næsten som lapperier, der undertiden rev store huller ved siden af de reparerede steder. Det er derfor blevet mere og mere synligt som en kendsgerning, at intet mindre end en helt igennem ny åndelig verdensimpuls fundamentalt vil være i stand til at afhjælpe verdens nød og lede klodens åndelige kurs ind mod en sådan højde i kærlighedszonen, at det såkaldte "Guds rige" eller det rige, som før ikke var af denne verden, ikke skal blive ved med at fortone sig i en fjern himmelsk verdens stråleglans som utopier eller forjættelser, men derimod også må komme til i form af et færdigtudviklet menneskerige at kaste sin evige fred funklende ud over jordiske breddegrader. Og takket være det guddommelige Forsyn, der altid lader hjælpen være nærmest, når nøden er størst, har en sådan ny guddommelig impuls allerede begyndt at holde sit indtog i verden. Efterhånden som dens synliggørelse og dermed udfoldelsen af dens ophøjede livgivende inspiration bliver fremherskende, vil den afføde en helt ny verdenskultur, der ved sin opbyggelse, – ikke på tro, men på viden, kan blive en garanti for det jordiske menneskes virkelige frelse eller udfrielse fra hadets og lemlæstelsernes mørke zone.
      I følge disse oplysninger vil jordens nuværende lidelsestilstand kun være at betragte som en ny stor verdensepokes fødsels forudgående fødselsveer. Jordmenneskene oplever således for tiden en verdenskulturs undergang og en verdenskulturs fødsel.