Livets Bog, bind 1
Individets legeme som genstand for fornyelse. Det levende væsens evige tilværelse som en skiftende oplevelse af seks forskelligartede former for lokale liv
280. Idet væsenerne ikke passerer trinene i nøjagtig de samme former, bliver vi vidne til det, vi kalder "arter". For at forstå grundårsagen til at de levende væsener på udviklingsstigen kommer til at fremtræde som tilhørende forskellige arter, må man forstå, at selve udviklingen bæres af individets oplevelse af erfaringer, og at denne oplevelse igen i sin kosmiske analyse er identisk med den største udløsende skabende faktor for individets kommende legemskultur. Det levende væsen er jo, som vi tidligere har berørt, og som det senere i denne bog afsløres, en evig realitet med en stadig skiftende legemskultur, som bevirker, at det kommer til at opleve sin evige tilværelse i form af "lokale liv". Individets samlede legemskultur består nemlig af syv forskellige legemer, svarende til de syv grundenergier i tilværelsen. Af disse legemer udgør det syvende individets virkelige evighedslegeme, medens de seks andre i virkeligheden er at betragte som udgørende organer i dette. Da individet kun kan opleve sin evige tilværelse gennem disse nævnte organer i sit evighedslegeme, og disse igen er materielle realiteter og som følge deraf i lighed med alle andre materielle foreteelser er underkastet dette at blive forældet eller opslidt, eller også dette, at være genstand for det, vi i den daglige tilværelse kalder "tidens tand", må disse nævnte organer eller legemer stadigt fornyes. Denne fornyelsesproces sker ikke samtidigt for alle legemerne, men foregår således, at individet altid har et af sine legemer i fuld udfoldelse, medens de øvrige så befinder sig i en gradvis tiltagende og aftagende brugbarhedstilstand i forhold til dette. Da individet derved hovedsageligt kun oplever livet gennem ét af sine legemer ad gangen, og hvert legeme giver sin særlige sansehorisont, kommer samme individ således til at opleve sin evige tilværelse i form af seks forskellige sansehorisonter. Dette vil så igen sige det samme som, at ethvert levende væsens evige tilværelse er identisk med en evigt skiftende oplevelse af seks forskelligartede former for lokale liv.
Symbol af Martinus
Symbol nr. 8
Livets vej. – Kosmiske udviklingsbaner