28. Nu vil man jo her i denne forbindelse kunne spørge: "Hvor længe skal den evige sandhed blive ved med at afsløres?" Og svaret bliver: "Til der ikke findes flere slør omkring sandheden." Så vil man igen kunne spørge: "Hvornår er der ikke flere slør omkring sandheden?" Og svaret herpå bliver: "Når individets sansebegavelse er så langt fremskreden i sin udvikling, at det er i stand til som en realistisk kendsgerning at opleve, at – alt er såre godt, – da er den evige sandheds afsløring fuldendt, idet nævnte oplevelse netop ikke kan eksistere uden at være identisk med oplevelsen af nævnte sandheds videnskabelige grundanalyse." Dette vil så igen sige det samme som, at individet ikke mere lever under den gamle overtro eller forestilling, at noget er ondt. Det oplever eller ser derimod, at alt det såkaldte "onde" i guddommelig eller kosmisk forstand udgør en absolut ligeså uundværlig realitet i befordringen af individets udvikling eller bevidsthedsdannelse som det såkaldte "gode". Og "det gode" og "det onde" bliver således i den guddommelige grundanalyse at iagttage som identisk. Dette betyder naturligvis ikke, at "det onde" også er behageligt, men derimod dette, at det af det dertil tilstrækkeligt udviklede væsen iagttages som en velsignelse ligeså godt som "det gode", og begge realiteter bliver derfor henholdsvis kun at analysere som udgørende "det ubehagelige gode" og "det behagelige gode".
      Enhver sandhedssøger, der er nået så langt frem i sin udvikling, at han ved sin absolut egen sansebegavelse uden nogen som helst af andre væsener tillært teoretisk viden er i stand til at opleve og foretage ovennævnte analyse, er altså nået til vejs ende med hensyn til afsløring af den evige sandhed eller livets grundanalyse og vil derfor være at erkende som identisk med et sådant væsen, der er blevet – "ét med vejen, sandheden og livet" – eller et sådant væsen, der her i Livets Bog har fået betegnelsen "et moralsk geni".