267. Her vil der muligvis for læseren opstå spørgsmålet om, hvorledes det kan gå til, at de levende væsener ikke befinder sig på samme trin i udviklingen, når de dog alle uden undtagelse udgør evige væsener, og der i henhold hertil således ikke kan eksistere væsener, der i absolut forstand kan være yngre eller ældre end andre væsener, men at alle væseners eksistens i realiteten udgør det samme facit eller er lig: evigheden. Hertil vil der være det at oplyse, at alle væseners eksistenstid naturligvis er lig uendeligheden, men denne eksistenstid markeres ikke i kraft af energierne og derfor ikke af forvandlingen eller udviklingen. Dette vil altså igen sige, at et levende væsens nuværende udseende, dets størrelse, dets begavelse, dets fuldkommenhed eller ufuldkommenhed, dets trin i udviklingen og dets legemskultur, ikke på nogen som helst måde kan være udtryk for nævnte væseners uendelige eller evige eksistens, men er derimod kun udtryk for et princip, der bunder tilbage i "X2" og under begrebet "perspektivprincippet" i et senere afsnit vil få sin fulde belysning. Her kan vi kun oplyse, at ligesom perspektivet for kunstneren betinger enhver form for billeddannelse, således betinger det også for det levende væsen enhver form for sansning. Da uendeligheden eller enhver form for ubegrænsning er det samme som en ligevægt mellem det levende væsens egenbevægelse og omgivelsernes egenbevægelse, og ligevægten mellem to former for bevægelse neutraliserer kontrasten mellem disse, og kontrasten igen udgør betingelsen for de samme bevægelsers tilgængelighed for sansning, bliver uendeligheden eller en hvilken som helst form for ubegrænsning i sin absolutte natur utilgængelig for sansning. Begrænsning udgør altså den uligevægt eller kontrast mellem det levende væsens egenbevægelse og omgivelsernes egenbevægelse, der betinger enhver form for dets manifestation eller sansning. Derfor bliver en hvilken som helst begrænsning, hvilket altså vil sige en hvilken som helst manifestation, det være sig ting, størrelse eller væsen, identisk med "en forklædt uendelighed". Dette betyder så igen, at individets uendelige eller evige eksistens kun i form af begrænsning kan opleves og i denne timelige tilstand i realiteten udgør "en forklædt evighed". Alle levende væsener, de såkaldte "yngste" og "ældste", de "mindste" og de "største", fremtræder således i absolut forstand med den samme "alder", den samme størrelse, nemlig: evigheden og uendeligheden. Men en alder, der udgør evigheden, er ingen alder, og en størrelse, der er uendelig, er ingen størrelse, idet begge realiteter mangler begyndelse og afslutning og derved bliver lig X i sin grundanalyse. Og det levende væsen kommer derved til syne for os i et plan, hvor det hævet over tiden og rummet er helligt og urørligt i sin evige fremtræden.
      Med hensyn til perspektivprincippet, da er det dette, vi bliver vidne til, når vi befinder os på en vej, der i en lang lige linje fortaber sig i horisonten. Vi ser da, at denne vej, der overalt f.eks. er femten meter bred, i horisonten går sammen i en spids. Fra horisonten og til det sted, hvor vi befinder os, viser denne størrelse sig altså for vor sanseevne i alle størrelser indtil femten meter. Ligesom disse forskellige størrelser er identisk med den samme størrelse eller enhed, således er også en hvilken som helst anden genstand for sansning, hvilket vil sige alle manifestationer, lig den samme enhed, det samme facit, nemlig: "X" eller uendeligheden. Perspektivprincippet udgør altså i sin højeste analyse den begrænsning, der gør uendeligheden eller verdensaltet tilgængelig for sansning og dermed livets oplevelse til en kendsgerning.
      De levende væseners alder, udviklingsstandard, deres størrelse, manifestation eller hele fremtræden for sanseevnen er således i absolut forstand ikke udtryk for alder, men for et kosmisk perspektivforhold. Ethvert levende væsens såkaldte alder vil i realiteten, altså i form af dets evige eksistens, være identisk med betingelsen for at samme eksistens kan komme til det levende væsens egen kundskab.