263. De levende væseners sansebegavelse ville i sig selv ikke kunne eksistere eller finde næring, hvis der ikke samtidig eksisterede en realitet, som denne sanseevne kunne rettes imod. En sådan realitet finder vi fremtrædende for os i sin samlede helhed i form af det, vi kalder "verdensaltet". Enhver ting, vi er i stand til at opfatte eller sanse, vil således ikke kunne eksistere uden at udgøre en lokalitet i dette. Derfor vil al den viden, vi til dato har fået, og al den viden vi i fremtiden vil komme i besiddelse af, ligge indeni dette. Og hvor megen viden et levende væsen i øjeblikket vil være i besiddelse af eller kan komme i berøring med, vil altså være afhængig af, hvilken grundenergi der netop for tiden er den bærende i dets sanseevne, eller betinger dets nuværende trin, idet et væsen nemlig kun kan blive bevidst i de dele af verdensaltet, som kan gennemtrænges af den pågældende energi. Derfor vil væsenerne på de øverste trin være udstyret med en langt mere vidtrækkende viden end væsenerne på de nederste trin, idet deres sansebegavelse bæres af de grundenergier, der har den største gennemtrængelighedsevne, medens det modsatte er tilfældet med væsenerne på de nederste trin. Det er denne omstændighed, der ligger til grund for, at højere udviklede væsener kan gennemskue mindre udviklede væseners bevidsthed, medens mindre udviklede væsener ikke kan gennemskue mere udviklede væseners bevidsthed.