260. Medens disse her skildrede fem grundenergier med deres tilhørende kulminationszoner tilsammen for det levende væsen danner en realitet, vi her i Livets Bog udtrykker under begrebet "den ydre verden", danner den grundenergi, vi endnu har tilbage at skildre, og som symboliseres ved det sjette trin, den realitet i individets bevidsthed, vi før har udtrykt som "den indre verden". Dette forstås lettere, når man bliver bekendt med, at nævnte energi ligger til grund for alt, hvad der fremtræder i tilværelsen under begrebet "hukommelse". Den vil derfor også samtidig være at udtrykke under navnet "hukommelsesenergien". Alt hvad der forekommer under begrebet "erindringer" vil altså være identisk med detaljer eller områder i den indre verden, og for at sanse eller opleve denne må man også betjene sig af energi eller bevægelse. Denne form for energi eller vibration vil således være identisk med den sjette grundenergi. I den zone, hvor denne energi har sin kulmination, vil den fundamentale oplevelse af livet bestå i oplevelse af erindringer af de af det pågældende væsen, gennem umådelige tidligere tidsrum oplevede tilstande, således som det fremgår af senere analyser. Ethvert levende væsen udgør jo som tidligere nævnt en evig realitet, hvilket vil sige, at det i sin kosmiske analyse altid har været til, og at det i al evighed vil blive ved med at være til, og at det som følge heraf har en uendelig kæde af liv bag sig, hvis observation og erkendelse vil være identisk med det samme individs indre verden. Det skal her bemærkes, at da jordmennesket endnu, som allerede nævnt, kun befinder sig i tilværelsens anden zone, og nævnte oplevelse fundamentalt først finder sted i tilværelsens sjette zone, vil jordmenneskets evne til at opleve sin indre verden være ganske primitiv. Det kan således ikke bevidst erindre sig noget udenfor sit nuværende fysiske liv; ja, det kan ikke engang erindre sig de første år af dette, end ikke dagen i går vil det være i stand til at erindre korrekt i dens fineste detaljer. Derfor kan det jordiske menneske ikke således som væsenerne med kosmisk bevidsthed opleve sin egen uforgængelighed eller udødelighed, og dets horisont udenfor dets nuværende jordlivs markerede grænsepæle "fødslen" og "graven" er som tidligere omtalt ikke større overfor den virkelige oplevelse af livet, end det lille ufødte fosters horisont er overfor den tilværelse, det går ind i ved sin fødsel her til verden.
      Da det bærende i den sjette zone i tilværelsen således er oplevelsen af den indre verden, er de pågældende væsener kun i meget ringe grad aktive udad mod den ydre verden, og der fremkommer da også i denne, der hvor den direkte grænser op til den indre verden, en vis form for stilstand. Denne tilsyneladende og af nævnte sjette zone fremkaldte stilstand, kan endog spores her på jorden og viser sig i form af alle de stoffer, vi plejer at betegne som "livløse", og som igen ligger til grund for den realitet, vi kender under begrebet "mineralriget". Men da de virkninger, der ligger til grund for mineralriget, ikke er udtryk for den sjette zones almentilstand, idet denne udfolder sig som "erindringsoplevelse", og denne manifestationsform således er den fundamentale, og denne atter igen i sin højeste udfoldelse fremtræder som lykke eller salighed, vil den sjette zone altså være at udtrykke – ikke som mineralriget, – men derimod som "salighedsriget".