Livets Bog, bind 1
Den samlede verdensenergi fremtrædende i syv grundarter for vibration. "Et evighedsplan". "Moderenergien". Grundenergierne er at symbolisere som "trin på en stige"
254. Da alt, hvad der kommer ind under begrebet "oplevelse", kun kan eksistere som identisk med vibration eller bevægelse, vil hele verdensaltet i sin detaljering være identisk med et uendeligt ocean af energi- eller bevægelseskombinationer, stråler og bølger, der hver især, efterhånden som de opleves af det levende væsen, kommer til at danne et nyt billede i det mentale billedgalleri, der i den daglige tilværelse kendes som identisk med dets "bevidsthed". Denne samlede verdensenergi fremtræder i syv store grundarter for vibration, og vil i henhold til disses særlige udfoldelsesnatur eller gennemtrængningsevne være at udtrykke som identisk med en fra en mindre til en mere virkningsfuld udfoldelse stigende skala, i hvilken hver enkelt grundart, med undtagelse af den syvende, fremtræder som udgørende trin. Den syvende grundenergi danner derimod "et evighedsplan", i hvilket de seks andre grundenergier hver især har deres udfoldelseszone. Den nævnte syvende energi har derfor her i Livets Bog fået navnet "moderenergien". I det nævnte evighedsplan har altså de seks andre energier hver især en zone, hvor de fuldstændig behersker eller præger tilværelsen med deres vibrationsart eller natur. Og disse zoner kommer netop derved til at fremtræde som stærkt afvigende fra hverandre i deres synliggørelse eller manifestation. Da denne afvigelse forekommer således, at de nævnte seks zoner ligesom danner en gradvis stigende form for fuldkommenhed, vil samtlige zoner eller grundenergier hver især, som allerede før nævnt, være at udtrykke eller symbolisere som udgørende trin på en stige eller trappeformation, hvoraf det nederste trin altså udgøres af den grundenergi, som har den mindste gennemtrængningsevne og det øverste, af den energi, der har den største gennemtrængningsevne, medens de øvrige så danner gradvise trin derimellem alt efter deres natur eller udfoldelsesevne.
      Vi skal nu gå over til at nævne disse grundenergier i den rækkefølge, hvori de viser sig i tilværelsen.