246. Da alle levende væsener udvikler sig fra en mindre til en mere fuldkommen tilstand, er dette udtrykt på symbolet ved den store vandrette kegleformige figur. Denne figur er igen ved lodrette streger inddelt i felter. Ethvert af disse felter er udtryk for et levende væsen. Når disse felter på symbolet er manifesteret således, at de fra venstre til højre fremtræder i dimensioner af tiltagende størrelse, skal dette netop udtrykke væsenernes udvikling fra mindre til større former for tilværelse. Længst til venstre ser vi således et afsnit, hvor felternes nederste del er indigofarvet. Dette afsnit er udtryk for de levende væsener, der er ophav til de energier eller manifestationsformer, der tilsammen sanses af jordmenneskene som "stof" eller "materie", og som udgør det, vi kalder "mineralriget". Derefter ser vi et afsnit i keglefiguren, hvor den nederste del af felterne fremtræder i rød farve. Dette afsnit er udtryk for de levende væsener, der er ophav til de energier eller manifestationsformer, der tilsammen kendes som "planteriget". Medens jordmennesket endnu ikke i særlig grad sanser de levende væsener bag mineralenergierne, så er det derimod i stærk stigende grad nu ved at blive fortrolig med plantevæsenernes identitet som liv. Fra nærværende kapitel ved vi jo allerede, at den for jordmennesket eller den på det fysiske plan synlige del af plantevæsenet i virkeligheden kun udgør samme væsens "underbevidsthed" eller foster til et fysisk legeme, medens plantens "dagsbevidsthed" befinder sig på et åndeligt plan og bæres af "instinktlegemet" eller legemet for den første grundenergi i spiralen: "instinktenergien", der igen betinger, at planteriget er at betegne som "instinktriget". Men efterhånden som instinktvæsenets underbevidsthed, hvilket altså vil sige det for det fysiske syn synlige plantelegeme, bliver udviklet nok til at kunne bære bevidstheden, fremtræder det som "dyr" og repræsenterer dermed et nyt tilværelsesplan eller rige. Dette rige, der jo er det samme som "dyreriget", er på symbolet illustreret ved det afsnit af lodrette felter, hvis nederste del fremtræder orangefarvet. Medens plantevæsenet på grund af dets fysiske legemes ufærdige tilstand ikke bevidst kan opleve nogen som helst fysisk påvirkning som kendsgerning, men kun kan opleve denne i form af "behags-" eller "ubehagsanelse", så kan de første væsener i dyreriget derimod begynde at opleve nævnte påvirkning som kendsgerning, men naturligvis kun i form af "udefineret behags- eller ubehagsoplevelser", idet de jo ikke endnu har de fundamentale fysiske sanser udviklede. De længere fremskredne væsener indenfor dyreriget kan derimod i kraft af deres fysiske sanser, såsom synet, lugten, smagen og hørelsen, opleve behags- og ubehagsfornemmelsen i defineret tilstand, hvilket netop vil sige i form af "synsbilleder", "lugtebilleder", "smagsbilleder" og "hørebilleder".
      Da livsbetingelsen i dyreriget er identisk med "det dræbende princip", hvilket vil sige, at den gør væsenernes kød og blod til kost eller føde for andre væsener, befordrer den de højeste former for udløsning af rædsler og angstfornemmelser. Denne robuste tilværelsesform vækker igen primitive åndstendenser til live i dyret i form af et stadigt tiltagende begær efter redning eller frelse fra undergangen, fra medvæsenernes blod- og kødhungrende efterstræbelser. Disse tendensers første svage udbrud kommer som tidligere omtalt til udløsning i form af angstskrig, der jo udgør de første former for bøn til et forsyn om redning. Efterhånden bliver væsenet bevidst i disse åndstendenser, og det religiøse princip opstår i dyret. Men da det religiøse princip er identisk med begyndende "menneskelige tendenser", er dyret her ikke mere et dyr i renkultur, men udgør i kraft af disse gryende tendenser eller det religiøse princip et overgangsvæsen mellem dyr og menneske. Og i dette overgangsvæsen genkender vi altså her jordmennesket. Som allerede tidligere berørt udgør dette væsen et dyr i kraft af sine endnu ikke overvundne dyriske tendenser eller dets afhængighed af det dræbende princip, og et menneske på basis af dets religiøse tendenser, der efterhånden helt vil underminere dets tendenser til at befordre nævnte princip. På symbolet er stedet for jordmenneskets begyndende tilsynekomst afmærket ved den lodrette hvide linje. Til højre for denne befinder vi os altså i jordmenneskets udviklingszone, medens de almindelige som dyr udtrykte væsener har deres udviklingsdomæne i det afsnit af keglefiguren, der strækker sig fra planteriget til den hvide linje.