På det fysiske plan eksisterer ikke noget som helst absolut facit. Jordmennesket begynder at kunne sanse hensigterne bag bevægelserne indenfor området af medvæsener af dets egen og beslægtede arter, men kan ikke opleve hensigterne bag de kosmiske kræfter, klodernes bevægelser, naturkræfterne og skæbnekræfterne og må derfor her nøjes med "relative" facitter. Individet oplever hinsides den store fødsel alle "faste punkter" og dermed de absolutte facitter, de levende væseners identitet som "gudesønner", begynder at opleve det virkelige liv, er blevet menneske og forenet med Faderen
244.
Da en hensigt er det samme som et "manifestationsbegær", og dette igen udgør en åndsrealitet, kan en hensigt ikke eksistere på det fysiske plan, men derimod kun den bevægelse, der er midlet til hensigtens opfyldelse.
På det fysiske plan kan der således ikke eksistere noget som helst absolut facit.
Alle fysiske facitter her er kun identisk med bevægelser sanset eller udmålt på basis af andre bevægelser, og som har til opgave at opfylde hensigter.
Men i kraft af jordmenneskets begyndende åndslegemer, hvilket vil sige følelses- og intelligenslegemet, kan det begynde at opleve
virkelige facitter bag bevægelserne indenfor et bestemt område.
Dette område strækker sig kun til zonen for medvæsener af dets egen art og møder sin periferi eller grænse i samme grad, som bevægelserne fremtræder med ukendte arter af medvæsener til ophav.
Og jo fjernere disse ophav er fra jordmenneskets udviklingstrin, desto fjernere er dette fra at opleve de virkelige facitter bag bevægelserne og må således her nøjes med facitter, der er "relative", hvilket vil sige bevægelsers udregninger på basis af bevægelser.
Den del af individets bevidsthed, der er i stand til at opleve de absolutte facitter eller hensigterne bag bevægelserne er udgørende individets voksende åndelige dagsbevidsthed, medens den del af samme bevidsthed, der kun oplever bevægelserne, men ikke hensigterne, er udgørende den fysiske dagsbevidsthed og begyndende åndelige underbevidsthed.
Medens jordmennesket i stor udstrækning således er i stand til at opleve hensigterne bag sine medvæseners bevægelser, hvilket altså vil sige manifestationer,
så er det derimod ikke i stand til at opleve hensigterne bag alle de store bevægelser, vi udtrykker som: kosmiske kræfter, klodernes bevægelser, naturkræfterne, individernes skæbner osv.
Her må det således nøjes med relative facitter, netop fordi dets åndslegemer endnu ikke er så sansedygtige på det åndelige plan, at det kan sanse de bag disse nævnte bevægelser eksisterende "hensigter" og disses ophav eller "faste punkter".
Men hinsides den store fødsel sanser individet alle "faste punkter" og oplever således udelukkende absolutte facitter.
Og med de absolutte facitters oplevelse bliver dets guddom ikke mere en afgud, ikke en bevægelses erkendelse som et "fast punkt", ikke en "død" tings erkendelse som "levende", men derimod en i form af alle "faste" og "bevægelige punkter", en i form af hele verdensaltet, en i form af alt levende og livløst fremtrædende levende Guddom.
Idet vi må overlade en nærmere detaljering af denne oplevelse til specialkapitler senere i Livets Bog, skal vi her kun udtrykke,
at med denne oplevelse af Guddommen begynder det af lyset fra "den guddommelige verden" og "salighedsriget" gennemtrængte kærlighedsplan eller "det rigtige menneskerige" at blive en kendsgerning.
Og med denne oplevelse bliver individet altså bevidst i de levende væseners identitet som "gudesønner".
Og enhver oplevelse vil herefter for samme væsen være det samme som at opleve Guddommens manifestation eller tale.
Enhver form for fornemmelse, lyd, farve, vibration, enhver form for oplevelse af livet vil således være udtryk for dette altgennemtrængende levende væsen.
Og med dette "faste punkt" under sin tilværelse begynder individets oplevelse af "det virkelige liv".
Her er dyret blevet til menneske, og gudesønnen har mødt sin Fader.
Tilbage til forsiden
Forrige