Livets Bog, bind 1
Individets opfattelse af de levende væsener sålænge det kun kan sanse bevægelser
241. Da det "levende væsen" jo er omgivet af store samlinger koncentreret bevægelse i form af dets legemskultur, udgør denne legemskultur ikke den virkelige "levende" del af det levende væsen. Da den "levende" del ikke er bevægelse, er den udenfor tiden og rummet og kan således ikke sanses af individer, der endnu kun sanser bevægelser. Et sådant individs opfattelse af de levende væsener står og falder derfor med de bevægelser, det bliver vidne til, der udgår fra de nævnte væsener. Det opfatter derfor disse bevægelser, hvilket i dette tilfælde altså vil sige legemskulturen, som udgørende den "levende" del af væsenerne. Det opfatter således det levende væsens manifestation, men ikke denne manifestations ophav eller det levende væsen selv. Det lever derfor i et sådant tilfælde i virkeligheden om end ubevidst på den illusion, at manifestation kan opleve manifestation, eller at bevægelse kan opleve bevægelse.