24. Da det, der hører ind under "behag", udøver tiltrækning på væsenerne, medens det modsatte er tilfældet med det, der hører ind under "ubehag", eksisterer der et stærkt begær i samtlige væsener efter at komme ind under førstnævnte, og dette får igen sin udløsning gennem den i fortalen nævnte proces "kampen for tilværelsen" eller "udvikling". Da disse to realiteter "det gode" og "det onde" spiller en så stor rolle i væsenernes historie, har menneskeheden allerede på et tidligt tidspunkt i dens udvikling dannet sig forestillinger eller begreber om nævnte realiteters ophav. Jeg skal ikke her komme nærmere ind på alle de mange forvandlingsprocesser, som disse forestillinger eller begreber gennem tiderne har været underkastet, men blot henvise til, at nævnte begreber alle hver især indeholdt den samme essens, hvis ydre form og tilstand var den for sin tid allerhøjeste afspejling af sine tilhængeres observationsevners rækkevidde, enten det nu var mere eller mindre udviklede folkestammer, og at de alle ligeledes hver til sin tid for de samme tilhængere har udgjort den højeste livgivende eller inspirerende faktor i deres moraldannelse og således bibragt dem en tilsvarende gavn og glæde deraf.
      Efterhånden som menneskehedens iagttagelsesevner eller sansebegavelse blev mere og mere udviklet, blev den altså i stand til at danne sig tilsvarende mere og mere fuldkomne billeder af de to førnævnte realiteters ophav, og ud fra dette lange billedgalleri stråler det fuldkomneste og største billede os smilende i møde. Det er verdensbegrebet "Gud" alle gode tings formentlige ophav. Men dette billedes lysende stråler blændes dog en del af mørke stråler fra et andet billede, som også har sin plads i dette billedgalleri. Det er verdensbegrebet "djævelen" – det formentlige ophav til alle onde ting. Det må naturligvis betragtes som en selvfølge, at menneskeheden i tilknytning til disse to begreber også begyndte at danne sig forestillinger om selve livet. Skønt den daglige materielle tilværelse i mange tilfælde ikke tydede på et evigt liv, har disse forestillinger dog næsten alle uden undtagelse været udtryk for et lønligt håb om en evig tilværelse for individet. Men idet væsenerne således nærede håbet om en evig tilværelse, opstod i tilsvarende grad spørgsmålet om, hvorledes denne evige tilværelse efter døden måtte forme sig. Og det tilfredsstillende svar fandt individerne i dette, at det måtte være afhængig af, hvordan man havde levet i den materielle eller fysiske tilværelse. Hvis man havde levet sit liv i tilknytning til "det onde", måtte man naturligvis komme til ophavet for denne manifestationsmåde, medens man, hvis man havde levet i tilknytning til "det gode", måtte komme til ophavet for denne realitet. Individerne kom således til at regne med to skuepladser for den efter døden formentlige fortsættende evige tilværelse nemlig, et opholdssted for de såkaldte "onde" eller "ugudelige" væsener, og et opholdssted for de såkaldte "gode" eller "salige" væsener. Disse to opholdssteder er her i Vesten eller indenfor kristendommen henholdsvis kendt under begreberne "helvede" og "himmel" eller "paradis".