22. En omstændighed, der også er værd at lægge mærke til, er denne, at jeg efter ovennævnte oplevelse var ganske forhindret i at læse. Den blotte tanke om at læse i en bog var nok til at frembringe en fornemmelse i min hjerne, som om den skulle sprænges. Og i det tidsrum, fra jeg gennemgik den omtalte åndelige proces, og til jeg fundamentalt havde gennemskuet hele verdensbilledet og manifesteret det i billedform, var jeg således ikke i berøring med nogen som helst bog eller nogen som helst anden form for teoretisk vejledning, ligesom jeg forud for mine kosmiske evners opvågnen også må siges at have været en ganske ubelæst mand, idet jeg aldrig har studeret, men kun fået den almindelige almueskoleundervisning, som for mit vedkommende, idet jeg er født på landet, kun udgjorde to gange tre timer om ugen om sommeren og noget mere om vinteren. I denne skole blev jeg oplært i den kristne lære eller det, som jeg i min egen forkyndelse kalder "den gamle åndelige verdensimpuls". Jeg har således, med undtagelse af min børnelærdom, ikke været i berøring med hverken teosofi, antroposofi, spiritisme eller nogen som helst anden for tiden fremtrædende åndsretning før efter, at jeg selv havde oplevet hele verdensbilledet og igen manifesteret det i form af mine symboler og tegninger. Takket være denne lykkelige omstændighed vil hele min kosmiske manifestation nu komme til at foreligge for verden i sin fuldstændig originale renkultur og derved betinge, at jeg kun kan eksistere som udgørende et levende bevis for, at der virkelig findes et stadium i den evige udvikling, hvor man ganske uafhængig af bøger eller af en af andre væsener tillært teoretisk viden – ved eget absolutte selvsyn – kan komme til den højeste visdom og kundskab, kan opnå midt i en timelig fysisk tilstand at være ophøjet i en evig forklaret tilværelse.
      Denne min kosmiske oplevelse og tilstand blev det udløsende moment for min påfølgende fremtræden i verden og for skabelsen af "Livets Bog". Men da denne åndelige proces, som før nævnt, bliver oplevet af ethvert individ, når det i sin evige tilværelse passerer den for nævnte oplevelse nødvendige udviklingstilstand, vil det her være synligt, at jeg med hensyn til sansebegavelse ikke repræsenterer noget særligt privilegium eller udgør nogen som helst undtagelse fra reglen, at jeg således i den evige udvikling umuligt vil kunne udgøre en eneste tøddel mere, end hvad alle andre væsener før mig har været, og hvad alle andre væsener efter mig vil blive.