21. Jeg så, at jeg var et udødeligt væsen, og at alle andre væsener i tilværelsen var evige realiteter, der ligesom jeg selv havde en uendelig kæde af tidligere oplevede liv bag sig, at vi alle var udviklede fra lave primitive former for tilværelse til vort nuværende stadium, og at dette kun var et midlertidigt led i denne udviklingsskala, og at vi således var på vej fremad mod gigantisk høje former for tilværelsesplaner i det fjerne. Jeg så, at verdensaltet var udgørende ét eneste stort levende væsen, i hvilket alle andre væsener hver især var organer, og at vi alle mennesker, dyr, planter og mineraler udgjorde én familie, var af det samme kød og blod, billedligt set. Jeg så lysende og funklende verdener med uanede menneskeheder, med menneskeheder med en moral og idealisme, der i guddommelig udfoldelse og harmoni med loven for tilværelse og i forhold til den almengældende jordiske moral var at ligne ved oasen i forhold til ørkenen. Men jeg så også verdener, der var af langt lavere natur, verdener i hvilke barbarismen udgjorde en så betingende magt, at de levende væsener der måtte dræbe for at leve, altså verdener hvor den højeste bærende livsbetingelse er identisk med den højeste fremtrædende form for overtrædelse af loven for tilværelse, og derved gør samtlige verdener til de mest fremragende skuepladser for udfoldelse af sygdom og nød, elendighed, sorg og lidelse, hvilket igen vil sige en kategori for kloder, som jordkloden ikke helt kan frikendes fra at tilhøre. Endvidere så jeg, at mørket eller det såkaldte "onde" i virkeligheden var identisk med individernes udvikling af de kvalifikationer, der er absolut nødvendige for at livet på de højere verdener senere af de samme væsener kan opleves som lykke eller salighed, og blev derved indforstået med, at "mørket" i kosmisk forstand er ligeså stor en velsignelse som lyset, og at alt fra det guddommelige syn er såre godt. Men jeg følte også, at denne viden aldrig nogen sinde kunne blive oplevet eller fremtræde som sand virkelighed for noget væsen, før dets kærlighedsevne er så langt fremskreden i sin udvikling, at det kun kan være god eller kærlig mod alle levende væsener, og således ikke kan misbruge den nævnte viden ved ud fra denne at danne sig forsvar for egoistiske eller ukærlige handlinger. Jeg følte således hele verdensaltet gennemstrømmet af en uendelig kærlighed og visdom. Alle vegne, hvor jeg rettede mit blik i "mørket", blev der lyst. – Jeg var blevet min egen lyskilde. Den kosmiske ilddåb, som jeg havde gennemgået, og hvis nærmere analyse jeg ikke kan komme ind på her, havde altså efterladt sig den kendsgerning, at der i mig var blevet udløst helt nye sanseevner, evner der satte mig i stand til – ikke glimtvis, – men derimod i en permanent vågen dagsbevidsthedstilstand at skue alle de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprincipper. Tilværelsesmysteriet var således ikke noget mysterium for mig. Jeg var blevet bevidst i verdensaltets liv og indviet i "det guddommelige skabeprincip".