Livets Bog, bind 1
Oplysninger om mig selv. Jeg gennemgår en åndelig proces, får "kosmisk bevidsthed"
20. Til oplysning om mig selv har jeg kun dette at fremføre, at når jeg er blevet i stand til at opleve livet på den her i fortalen omtalte måde, skyldes det udelukkende realiteter, hvis detaljerede belysning senere i Livets Bog bliver manifesteret under titlen "den store fødsel". Der vil derfor her i fortalen kun være dette at fremføre, at nævnte fødsel er identisk med udløsningen af en overfysisk eller åndelig proces, som indtræder i ethvert individs bevidsthedskultur, når denne er bragt frem til manifestation af et for kærlighed, intelligens og intuition særligt tilpasset udviklingsstadium, hvorigennem den netop har til følge, at de i det pågældende væsen boende latente overfysiske eller åndelige evner kommer til udløsning, og derved bibringer individet en tilsvarende åndelig eller kosmisk sansehorisont, i hvilken det fundamentalt oplever sin egen udødelighed, livets mening og den evige Guddom. For denne inkarnations vedkommende oplevede jeg denne åndelige proces i sin fundamentale udstrækning, da jeg var tredive år. Efter gentagne gange at have passeret dens stærke hvide og gyldne ilddåb opdagede jeg, at jeg havde fået helt nye evner. Jeg begyndte ligesom at kunne skue ind i selve evigheden.