Individet begynder at kunne opleve og skabe "sorg" og "glæde". Følelseslivet udvikles til "kærlighed"
193. Efterhånden som udviklingen skrider frem, bliver jordmenneskets fornemme- eller føleevne mere og mere udviklet, hvilket igen vil sige, at nævnte evne mere og mere går over på sit eget plan. Medens den således hos dyrene og jordmenneskene fra de primitive zoner hovedsagelig kun kan komme til udløsning på basis af følelseslegemsfosterets samarbejde med det samme foster langt overlegne og fuldt udviklede fysiske legeme, hvorved de rent fysiske smerter eller grovere former for fornemmelser kan opleves, så kan samme evne, når følelseslegemsfostret er mere fremskredent sætte individet i stand til at opleve fornemmelser på selve følelsesplanet. Dette vil igen sige, at det foruden at kunne opleve reaktionerne mellem dets tyngdelegeme og den ydre tyngdeenergi, der igen er det samme som de rent fysiske former for smerte eller velvære, efterhånden, som nævnte fosterlegeme mere og mere kommer til kræfter, også kan begynde at opleve reaktionerne mellem dette legeme og den ydre følelsesenergi. Ligesom reaktionerne af tyngdelegemets sammenspil med den ydre tyngdeenergi er identisk med behag og ubehag eller velvære og smerte på tyngdeplanet, således er reaktionerne af følelseslegemsfosterets sammenspil med den ydre følelsesenergi identisk med behag og ubehag eller velvære og smerte på følelsesplanet; men her fremtræder velvære og smerte henholdsvis som identisk med det, vi kalder "glæde" og "sorg". Det fremskredne væsen i dyreriget kan foruden på tyngdeplanet eller det fysiske plan således også opleve velvære og smerte på følelsesplanet. Men da følelsesplanet jo ikke er et fysisk, men et åndeligt plan, vil dette altså sige, at sorg og glæde i virkeligheden er af åndelig natur. Og vi ser atter her, hvorledes jordmenneskets daglige tilværelse i stor udstrækning foregår i den åndelige verden. Men alt eftersom individet får evne til at opleve fornemmelser på selve følelsesplanet, får det også evne til at manifestere disse igen. Det får således evne til bevidst at kunne skabe sorg og glæde for medvæsenerne. Denne følelsesmanifestation er naturligvis ikke særlig glædebefordrende i dens første udviklingszoner, hvor tyngdelegemet og tyngdeenergien endnu spiller en stor rolle og derfor i henhold til senere analyser bevirker, at nævnte manifestation udløser sig i selviskhed, gridskhed, intolerance samt alle andre former for lavere bevidsthedstendenser. Disse udgør altså primitive følelsesmanifestationer. Men efterhånden som følelseslegemsfosteret udvikler sig og kommer i forbindelse med intelligenslegemsfosteret, og samarbejdet mellem disse to legemsfostre får overtaget over samarbejdet mellem tyngdelegemet og følelseslegemsfosteret, og individet derigennem begynder at kunne arbejde med harmoniseret følelses- og intelligensenergi, der er det samme som "kærlighedsenergi", kommer individets følelsesoplevelser og manifestationer til at høre ind under den realitet, vi kalder "ren kærlighed". Og det er disse manifestationer, vi almindeligvis udtrykker under begrebet "følelse". Når vi således siger om et musikstykke, at "det bliver spillet med følelse", så er denne "følelse" udtryk for en i det fysiske spil forekommende manifestation af en bag samme spil eksisterende åndsfornemmelse. Det er fra samme bevidsthedsniveau, at de ædlere følelsesimpulser stammer såsom "ædelmodighed", "opofrelse", "medfølelse", "tolerance" osv. Følelsesmanifestationerne udgør således en skala af livsytringer, der strækker sig fra "had" til "kærlighed".
Tilbage til forsiden
Forrige