190. Da jordmenneskets fysiske sansning er den mest fremskredne, medens dets åndelige sansning indenfor dets nuværende udviklingsspiral er af langt yngre dato, bliver den fysiske tilstand for samme individ den mest realistiske eller virkelige, og den åndelige tilstand mindre realistisk eller virkelig. Dette afføder i individet begæret efter at manifestere sine tanker eller forestillinger i fysisk materie for derved at få disse frem i den for samme individ mest realistiske eller virkelige tilstand, og også for overfor medvæsenerne på de samme udviklingsstadier at kunne give dem de størst mulige virkelighedspræg, hvilket jo kun kan ske gennem fysisk materie, idet de nævnte væseners åndelige sansning også er af en mere ufuldkommen og spæd natur. Dette begær afføder så igen i individet evnen til at "kopiere" sine allerede på det åndelige plan i erindringsmaterie fremstillede billedformationer i fysisk materie. Når en sådan "kopiering" af en "åndelig genstand" er tilendebragt, fremtræder "kopien" på det fysiske plan som en realistisk fysisk genstand, medens den åndelige original derimod kun bliver udtrykt som den nævnte genstands "idé" eller "plan". Hvis nævnte åndelige original udgør en "genstand" eller "billedformation" sammensat af "hørelseserindringer", bliver den fysiske "kopi" en "lydkomposition", der hovedsagelig udtrykkes under begrebet "melodi". Er den åndelige original derimod en billedformation sammensat af "synserindringer", bliver den fysiske "kopi" en "lys- og skyggekomposition", idet al synsoplevelse er baseret på lys og skygge. Dette vil igen sige, at den fysiske "kopi" er identisk med en sådan realitet, som vi udtrykker under begrebet "kunst" eller "skabte realiteter". Og vi er således her stillede overfor de bevidsthedsfunktioner, der ligger til grund for al skabelse af fysisk "kunst". Alt, hvad der kommer ind under nævnte begreb, er således kopier af forudgående ånds- eller tankebilleder. Men jordmennesket har i forvejen, endnu længe før denne kopieringsmetode eksisterede, allerede lært en anden metode til at give sine tankebilleder fysisk udtryk. Disse udtryk bliver ikke kopier af, men "tegn" eller "kendemærker" for tankebillederne. Det er således efterhånden blevet i stand til at kunne give de i dets bevidsthed mest forekommende tankebilleder særlige bestemte kendemærker i fysisk materie for derigennem at kunne gøre disse tilgængelige for medvæsenernes fysiske sansning. Nævnte sansning er jo nemlig den eneste fundamentale vej til tankeudveksling eller korrespondance, sålænge de pågældende væseners bevidsthed endnu bæres af deres fysiske legeme. De nævnte væsener kan således ikke i vågen tilstand direkte korrespondere fra åndslegeme til åndslegeme, idet disse legemer hos de samme væsener endnu ikke er tilstrækkelig udviklede eller selvstændige. Jordmennesket må derfor, når det vil korrespondere med et andet væsen, overføre sin tanke til en fysisk form. I henhold til denne forms fysiske natur kan den indvirke på tilsvarende fysiske sanser og derved bringe disse til at reagere. Denne reaktion bliver til en fornemmelsesoplevelse i de væseners bevidsthed, i hvis sanser reaktionen finder sted. Denne fornemmelsesoplevelse bliver så igen, alt eftersom den kan bringe modtagervæsenernes genkendelsesevne til at reagere, til "genkendelse", hvilket vil sige til anelse eller viden for de pågældende væsener. Afsendervæsenets tanke er således mere eller mindre blevet forstået af modtagervæsenerne.